Nyt liv på flyvepladsen

Jes Therkelsen fra Klovborg og sønnen Noa beundrer en Piber Cub fra 1943.
- Stævnet her er alletiders mulighed for at komme tæt på flyene, sagde Jes Therkelsen (foto: Lars Juul).
Ejstrupholm Flyveplads har fået ny ejer, der vil skabe mere aktivitet
Af Peter Hald
I lørdags var der masser af aktivitet på Ejstrupholm Flyveplads. Ejstrupholm Flyveklub havde arrangeret flystævne, som tiltrak mange gæster i det fine, klare forårsvejr. Og netop aktivitet på flyvepladsen kommer der meget mere af i fremtiden, lover flyvepladsens nye ejer, Rene Amstrup. Han har for nylig købt flyvepladsen af Johannes Bach, som etablerede pladsen helt tilbage i 1961.
Rene Amstrup er direktør for firmaet Skyhost, der fremstiller gps sporings-udstyr, og han er selv meget interesseret i flyvning, Han har helikoptercertifikat og ejer og flyver sin egen helikopter, som han jævnligt bruger, når han skal til møder i København.
- Det er min ambition, at der skal ske mange ting her på flyvepladsen. Vi er gået i gang med at bygge et nyt klubhus, der vil stå færdigt i juni, og vi kan også bygge nye hangarer, hvis det bliver nødvendigt, fortæller Rene Amstrup. Flyvepladsen er fremover hjemsted for hele tre klubber – Ejstrupholm Flyveklub, Østjyllands Faldskærmsklub og Søhøjlandets UL FlyvekLub - en klub for ultralette fly.
- Min mission er ikke at drive forretning som sådan med flyvepladsen. De tre klubber kan bruge pladsen gratis, men de skal være aktive og skabe liv og arrangementer på pladsen, understreger René Amstrup.
- Jeg tror, at vi vil opleve en renæssance indenfor flyvning. Efter finanskrisen er flere blevet interesseret i flyvemaskiner, og det er faktisk ikke så så dyrt. Man kan købe en brugt Cessna 150 for 30.000 kroner, og de nye ultralette flytyper åbner for et helt nyt segment, siger den fly-interesserede direktør.
Ekstra kulør
Fly-stævnet i lørdags var velbesøgt, og der var nok at se på. Der var nye og gamle fly i luften - blandt andet kunne man opleve en klassisk Piper Cub fra 1943. Der var også splinternye ultralette fly og et par minihelikoptere, og ikke mindst gav faldskærmsklubben en imponerende opvisning, hvor fem udspringere landede nøjagtigt ved et stort orange kryds på pladsen efter en svævetur på flere kilometer.
Ejstrupholm Veteranklub satte ekstra kulør på stævnet med en fremvisning af usædvanlige køretøjer. Formanden for veteranklubben, Nils Lou, kom selv kørende i sin nye 12-cylindrede Jaguar XJ S fra 1976.
- Nu har jeg både en rød og en grøn af slagsen, sagde han fornøjet.
Tilføj kommentar