Den gamle garde slog til

Der blev holdt et vågent øje med Brandes frontløber Mathias Sandfeld i Billund-forsvaret.
Efter 55 minutter af mandagens serie 2-kamp på Brande Stadion mellem Brande IF og Billund foretog hjemmeholdet en dobbeltudskiftning. Ud gik Mathias Risgård og Steffen Gasbjerg, og de blev erstattet af Lars Duedahl og Danni Nielsen. Derved fik gennemsnitsalderen et ordentligt tryk opad, og sammen med spillende træner Lars Antonsen og tilbagevendte Jonny Bjørnsholm repræsenterer kvartetten, for hvem egen 40 års fødselsdag bestemt ikke er fjern science fiction, langt over 1000 førsteholdskampe, for en stor dels vedkommende på noget højere niveau.
Og efter at have fået justeret sigtet ind, fik Danni Nielsen 7 minutter senere afgørende betydning for kampens udfald, da Billund ikke fik clearet et af mange gode hjørnespark fra Lars Antonsen godt nok. Lige udenfor feltet huggede han til bolden, som strøg i nettet med et drøn uden chance for gæsternes målmand. Målet bragte Brande på 3-1 og gav lidt mere ro over tingene for hjemmeholdet, der ikke havde vundet en turneringskamp på eget græs siden 21. april sidste år.
Læs mere om kampen i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar