Indledte med nederlag

Det lykkedes ikke for træner Lars Antonsens tropper at hente point i sæsonpremieren Skærtorsdag på udebane mod Ikast KFUM, det hold, man senest har besejret i en turneringskamp.
I den sidste træningskamp inden sæsonstarten fik Brande IF's nedrykkere fra serie 1 sat punktum for en kedelig stime på 25 turnerings- og træningskampe i træk uden sejr, da Herning KFUM på Brande Stadion blev besejret med 4-1.
Med den succesoplevelse i bagagen kørte holdet Skærtorsdag til Ikast for at spille mod det hold, man senest havde besejret i en turneringskamp 10 måneder tidligere, Ikast KFUM.
Det lykkedes dog ikke at gentage sejren: Efter en målløs første halvleg vandt hjemmeholdet 2-1.
Markspilleren Kasper Langelund måtte i forbindelse med KFUM'ernes åbningsmål et kvarter efter pausen overtage målmandshandskerne fra Jonas Fløe Sørensen, og selvom det lykkedes gæsterne at udligne på et lidt tyndt straffespark begået mod og eksekveret af Nikolaj Laursen 5 minutter senere, snuppede værterne alle 3 point på en scoring efter et hjørnespark 10 minutter før tid.
2. påskedag kommer Tørring/Ølholm på besøg på Brande Stadion, og samme dag tager klubbens andethold i serie 4 hul på sæsonen i Krogager.
Tilføj kommentar