Stort fremmøde til træningsstart

På billedet ses Brande IF's 2 seniortrænere Lars Antonsen (t.h.) og Rasmus Langelund ved træningsstarten i lørdags(foto: Edgar Jacobsen).
Ikke mindre end omkring 40 spillere fra seniorafdelingen og U19-spillere var lørdag mødt frem til første træningstræf på de frosthårde baner på stadion. Efter en let gang træning blev der serveret varm suppe i klubhuset.
De to trænere, cheftræner Lars Antonsen og serie 4-træneren Rasmus Langelund, gennemgik den fremtidige træning. Træningen i februar bliver med vægt på det fysiske, så kroppen er forberedt på forårets strabadser.
Til marts bliver det med mere teknisk og taktisk træning. Et nyt tiltag i år er, at senior- og U19-spillere udover den faste træning tirsdag og torsdag også tilbydes samlet træning hver mandag.
Målet er, at få flere træningstimer i spillernes ben, så den enkelte spiller kan udvikle sig gennem træning.
- Efterårets nedrykninger gør ikke, at vi tror, at foråret bliver let, tværtimod. Vi ved, at der skal hårdt arbejde til, og at der helt sikkert ikke bliver nogle lette kampe, hverken for serie 2 eller serie 4.
Vi glæder os til, at møde flere nye modstandere, med dertil flere lokalopgør. Målet er på ingen måde, at skulle rykke op igen. Nu skal vi lige finde os selv, og så skal vi naturligvis ud og vinde kampe igen, slutter de to trænere.
Serie 2 spiller allerede lørdag sin første træningskamp. Modstanderen er ikke endelig bestemt. Derefter skal holdet møde Løsning, Sunds, Hover og Grindsted. Turneringen begynder mod Ikast KFUM den 2. april på udebane.
Tilføj kommentar