Dyr dag på valutabørsen

Torsdag blev samtlige indbyggere i Ikast-Brande lidt over 500 kroner fattigere, endda uden at foretage sig noget som helst.

Årsagen er, at den schweiziske nationalbank overraskende droppede fastkurspolitikken og bindingen til Euroen, hvilket omgående fik schweizerfrancen til at stige med knap 17%.

Og hvad har det så med Ikast-Brande Kommune at gøre?

Ikast-Brande tilhører den kreds af danske kommuner, der i lighed med mange landmænd har optaget lån, som er bundet op på en såkaldt valuta-swapaftale mod schweizerfranc (CHF). Lånene blev optaget i 2009 og 2010 p.g.a. udsigten til en rentebesparelse. Dengang betragtede alle eksperter CHF som en sikker og stabil valuta.

I sommeren 2011 var schweizerfrancen steget med ca. 33% til 6,50 kroner for 1 CHF, siden den første swap-aftale blev indgået, hvilket havde påført Ikast-Brande Kommune et urealiseret kurstab på næsten 36 mio. kroner. Den sparede rente udgjorde dengang mindre end 1 mio.

Byrådet valgte et par måneder tidligere på Kommunekredits anbefaling at bibeholde aftalerne på til sammen knap 20 mio. CHF, som oprindelig udløb 30. september 2014, men siden er blevet forlænget til 2029.

Havde man holdt fast i den oprindelige indfrielsesdato, kunne man (ganske vist med tab) have indfriet de 2 lån for 121,5 mio.

Torsdagens bratte kursstigning på schweizerfranc betød, at Ikast-Brande nu står til at skulle indfri et beløb svarende til 142,5 mio. mod 122 mio. opgjort til kursen dagen forinden, et samlet kurstab på ca. 20 mio. kroner. Deler man beløbet ligeligt mellem alle kommunens indbyggere lige fra olding til spæd, svarer det til en ekstraudgift på ca. 500 kr. til hver.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul