Storbutikken er åben
Det formelig væltede ind med kunder og gratulanter, da Røde Kors torsdag formiddag slog dørene op til Brandes 4. genbrugsbutik.
Lokalformand for Røde Kors, Inge Kristensen, startede med at glæde sig over den store frivillige indsats, der allerede er blevet lagt for dagen forud for åbningen, og sendte samtidig en varm tak til de 2 inventar-sponsorer, Bestseller og Brandtex.
En særlig tak gik til Anni Kvist, der har påtaget sig opgaven som butiksleder, og også præsidenten for Røde Kors i Danmark, Susanne Larsen, hæftede sig ved det store antal frivillige, ca. 70 i alt.
Da Susanne Larsen havde klippet det røde bånd, stimlede et godt stykke over 100 mennesker ind i butikken, så selvom den gamle Fakta-butik på Kirkegade med god ret bliver betegnet som en storbutik i genbrugssammenhæng, var der trængsel i butikslokalet.
Og mon ikke Røde Kors ligesom forgængeren på stedet gerne ser, at kunderne bliver lidt længere end 5 minutter...
Tilføj kommentar