Ikast-Brande centrum for økologisk ørredopdræt

I mere end 100 år har man i dansk akvakultur produceret konventionelle regnbue portionsørreder ved de jyske vandløb. Denne produktion er i dag blandt de mest miljøeffektive i verden, og mange lande kigger mod Danmark, når man skal implementere miljøstandarder, og i lige så høj grad, når man skal implementere ny og effektiv teknologi i fiskeopdræt.
I de seneste år har man i dansk akvakultur oplevet en stigende interesse for økologiske ørreder, og det har fået en række danske opdrættere til at omlægge den konventionelle produktion til økologisk produktion. Dette gælder både for opdræt af økologiske portionsørreder og store økologiske havørreder. Danmark er også foregangsland, når det gælder opdræt af økologisk yngel til den støt stigende produktion af økologiske spisefisk.
Blandt fiskeopdrættere i Herning og Ikast-Brande Kommune har der fra starten været stor bevågenhed omkring mulighederne i den økologiske produktion af regnbueørreder, og i dag er der 4 økologiske dambrug med en samlet produktion godt og vel 500 tons. Disse 4 dambrug er Sønder Karstoft Dambrug, Åbro Dambrug, Harrildgård Dambrug og Kidmosebæk Dambrug. Disse 4 dambrug efterlever de fælles europæiske økologiske retningslinjer, og produktionen afsættes i dag primært som varmrøgede økologiske ørredfileter på de nære eksportmarkeder, primært Tyskland og Østrig.
Læs mere i Focus Ikast-Brande onsdag.
Tilføj kommentar