Konfirmationsforberedelsen fastlægges lokalt

Byrådet konfirmerede mandag aften i fuld enighed Børne- og Undervisningsudvalgets beslutning om at lade det være op til en lokal forhandling mellem de enkelte skoler og præsterne, hvornår konfirmationsforberedelsen skal placeres, hvilket både Inge Dinis (S) og Helle Mathiassen (FL) betegnede som naturligt.
Tove Videbæk (K) støttede indstillingen med den bemærkning, at man hele vejen rundt skal respektere Folkeskoleloven, hvoraf det fremgår, at ”det skal sikres, at konfirmationsforberedelsen får den nødvendige tid inden for de rammer, der er fastsat”. Undervisningsministeriet har uddybet, at ”Kommunalbestyrelsen kan ikke henvise konfirmationsforberedelsen til sidst på eftermiddagen, om aftenen eller til andre ugedage end dem, hvor almindelig undervisning finder sted.”
Modstridende
Brian Bøge Christensen (V) undrede sig over Undervisningsministeriets præcisering og fandt det modstridende, at konfirmationsforberedelsen skal ligge i undervisningstiden, men ikke må være såkaldt ”understøttende undervisning”. Børne- og Undervisningsudvalgets formand, Annette Mosegaard (V), rundede diskussionen af med at fastslå, at man fra udvalget og byrådet har sendt et klart signal om, at konfirmationsforberedelsen skal ligge mellem kl. 8 og 15, og at det ikke må komme til at medføre flere undervisningstimer for eleverne i 7. klasse.
Dermed er det op til skolelederne, skolebestyrelserne og præsterne at finde frem til en løsning. Kan de ikke det, kommer tilbagefaldsreglen i anvendelse. Heraf fremgår det, at præsten kan råde over eleverne i de 2 første lektioner på en given ugedag i 8 på hinanden følgende uger i efterårssemesteret, og at de resterende lektioner enten kan placeres som 5 temadage eller 5 ydertimer om eftermiddagen.
Læs artiklen i Brande Bladet uge 5 om samme emne her.
Tilføj kommentar