BioMar øger indtjeningen
Fiskefoderproducenten hæver forventningerne til årets overskud trods faldende omsætning
Takket være forbedrede markedsvilkår er både den afsatte mængde og omsætningen i 3. kvartal vokset med 9% i forhold til samme kvartal sidste år, alligevel er omsætningen år til dato næsten ½ mia. kr. lavere end sidste år. Ikke desto mindre opjusterer BioMar nu forventningen til årets EBIT (resultatet af primær drift) fra 420-460 mio. kr. til 520-550 mio. Dette skyldes en kombination af flere faktorer, bl.a. en ændret geografisk sammensætning af afsætningen samt en højere salgsandel af såkaldt funktionelt foder.
På det vigtige chilenske marked, som tidligere på året var ramt af et naturfænomen med voldsom algeopblomstring, har BioMar genvundet markedsandele, og i Norge har kombinationen af høj effektivitet, en stærk produktportefølje og en markedsorienteret tilgang givet et bedre resultat end forventet. Bedringen i den græske økonomi generelt og landets opdrætsindustri i særdeleshed har også smittet positivt af på kvartalsregnskabet, og det samme har gode opdrætsvilkår i det vestlige og nordlige Europa.
I forlængelse af en omfattende strategiproces tidligere på året har BioMar organiseret salget i tre nye divisioner: Salmon-divisionen, der dækker aktiviteterne indenfor laks i Norge, Skotland og Chile, en division dækkende EMEA samt en Emerging Markets-division dækkende nye områder og udviklingsinitiativer.
I Tyrkiet er den første kommercielle produktion på en fabrik etableret i et 50/50 joint venture med en lokal partner gennemført, mens der stadig er et lille års tid til, at det samme sker i Kina.
BioMar indgår som et datterselskab i den børsnoterede virksomhed Schouw & Co A/S. Opjusteringen af forventningerne til resultatet hos både BioMar og flere andre datterselskaber fik selskabets aktiekurs til at stige brat med 5,7% til kurs 437,5, da børsen lukkede torsdag.
Tilføj kommentar