Programmet for motorvejsindvielse klar
Den 27. maj lægger transportministeren den sidste brik i puslespillet Midtjyske Motorvej, når Brande Omfartsvej bliver indviet til motorvej: Den dag bliver Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Herning nemlig helt færdig. Indtil nu har motorvejsstrækningen været afbrudt af 7 km motortrafikvej ved Brande.
- Med indvielsen af omfartsvejen sikrer vi et velfungerende motorvejsnet i Midtjylland. Motorvejsnettet er en gevinst for erhvervsliv og borgere i hele området – 12.000-15.000 pendlere kommer til at køre på Brande Omfartsvej hvert år. Folk kan transportere sig hurtigere og mere sikkert mellem bopæl og arbejde, og erhvervslivet kan rekruttere medarbejdere fra et større område, samt lettere distribuere varer, fortæller anlægschef i Vejdirektoratet, Søren Andersen.
Udbygningen af Brande Omfartsvej har været fire år undervejs, herunder to år med vejarbejde. Søren Andersen, glæder sig til indvielsen, som sker fire måneder før planlagt:
- Både trafikanter og naboer har været meget tålmodige. Vi ved, at sådan et vejarbejde generer, og derfor har vi også gjort alt, hvad vi kunne, for at planlægge og udføre arbejdet så hurtigt som muligt i samarbejde med vores rådgivere og entreprenører. Vi har haft rigtig gode vilkår for arbejdet – vinteren har fx været mild, derfor kan vi indvie vejen før tid, siger han.
Transportministeren klipper snoren
Selve indvielsesarrangementet foregår på samkørselspladsen ved Thyregodvej. Transportminister Magnus Heunicke vil klippe snoren og dermed officielt indvie Brande Omfartsvej til motorvej.
Fejringen finder sted mellem klokken 14.00 og 15.30, og alle er velkomne til at deltage.
Vejdirektoratet og en lang række inviterede gæster vil også være til stede. Projektlederen vil præsentere den nye vej for gæsterne. Alle kan studere Vejdirektoratets plancher om projektet og se en udstilling med luftfotos af vejen.
Tilføj kommentar