Det klinger noget hult fra viceborgmesteren
Preben Christensen er pikeret over Socialdemokratiets forslag om at udskyde byggeriet ved Engparken. Faktisk mener han, at det nærmer sig forligsbrud. Det har han sådan set ret i. Hvis der i byrådet findes et flertal udenom Fælleslisten for at suspendere udvidelsen, så går det imod en klokkeklar aftale, der blev indgået ved et budgetforlig i forrige byrådsperiode. Viceborgmesteren glemmer blot at nævne, at han normalt ikke selv er for fin til at bryde den slags aftaler.
Udbygningen af Engparken har alle dage været Preben Christensens hjertebarn. Forvaltningen og fagkundskaben har forgæves prøvet at gøre opmærksom på, at der slet ikke var noget akut behov, og at hvis der endelig på sigt skulle bygges nyt i Brande, så ville Prebens forslag være både meget dyrt og fagligt uhensigtsmæssigt. Ved det føromtalte budgetforlig var hans mission imidlertid meget klar: Udbygningen af Engparken skulle vedtages, og det skulle være nu!
I den forbindelse havde han hårdt brug for SF's støtte, da der dermed ville kunne dannes et flertal, som reelt ville kunne tvinge budgettet igennem, uanset hvad Venstre og Socialdemokratiet så ellers sagde. Så forhippet var han på projektet, at han var villig til at give indrømmelser på flere af SF's mærkesager, og selvom vi aldrig har anset udvidelsen af Engparken for at være nogen specielt god idé, så ville det politisk have været torskedumt ikke at tage imod indflydelsen, når den blev os tilbudt.
Det lykkedes os blandt andet at annulere den forhøjelse af kommunens sponsorat af FC Midtjylland, som ellers var på tegnebrættet.
Knap var blækket dog tørt på budgetforliget, før Preben Christensen valgte at løbe fra sin aftale, så FCM alligevel kunne få større del i Ikast-Brandes skattekroner. SF havde dengang ikke mulighed for at få indflydelse på aftalen, for vi var end ikke inviteret til forhandlingerne, der blev afholdt uden vores vidende.
Lektien må være, at Preben Christensens nyfundne tilgang til forligsbrud kun gælder for aftaler, som han godt kan lide. Det har han strengt taget også lov til. I kommunalpolitik er man ikke som på Christiansborg bundet af andet end sin egen moral i sådanne spørgsmål. Men at han nu føler sig "pikeret" af en fremgangsmåde, som han selv benytter sig af, klinger altså noget hult.
Tilføj kommentar