Niels Skousen spiller på Smagshuset
Fredag d. 27. maj giver rockikonet Niels Skousen solokoncert i Brande.
Det er musikforeningen branderocker.dk, der efter fuldt hus til først Billy Cross og senest Anders Blichfeldt har fået en aftale i hus med legenden.
Niels Skousen skrev regulær dansk rock-historie, da han som den ene halvdel af duoen Skousen & Ingemann i 1971 udgav mesterværket “Herfra Hvor Vi Står”. Milepælen blev fulgt op af yderligere en håndfuld Skousen & Ingemann-album i 70’erne, lige som det også blev til et par plader i eget navn. Herefter helligede multitalentet sig i en årrække skuespillet, hvor både teatre, film og børne-tv nød godt af hans evner.
På yderst bemærkelsesværdig vis gjorde Niels Skousen imidlertid voldsomt fornemt comeback som sanger/sangskriver i 2002 med albummet “Dobbeltsyn” – et værk, der ikke bare indbragte ham stribevis af stærkt lovprisende anmeldelser, men også en Steppeulv-pris. Siden er det blevet til yderligere to plader, senest den meget anmelderroste “Smil eller dø” fra 2014.
- Vi er derfor ekstra stolte over, at det er lykkedes at få Brande med i kalenderen, og så endda på en fredag, lyder det fra branderocker.dk.
Tilføj kommentar