Naturen er knastør
Mens solen skinner, og vi nyder sommervarmen, stiger risikoen for brande i naturen. Der er ikke udstedt afbrændingsforbud i Midt- og Vestjylland, men det betyder ikke, at der ikke er brandfarligt – tværtimod.
Det er meget tørt i naturen, og selvom der hist og her kommer lidt regn, er det ikke nok til at undgå brandfaren. Du skal derfor være meget forsigtig med brugen af åben ild.
Beredskaberne i Danmark rykker i gennemsnit ud til godt 250 naturbrande om måneden i perioden april til september. Mange sommerbrande opstår på grund af ubetænksomhed med aske fra brændeovnen, henkastede cigaretskodder, brug af ukrudtsbrænder, grill eller når der laves mad på bål. På den baggrund opfordrer beredskaberne i Midt- og Vestjylland sammen med politiet til største opmærksomhed på brandfaren, som er særlig stor lige nu på grund af tørke.
Ved at følge disse råd, kan du være med til at forebygge naturbrande:
· Brug bålpladser indrettet til formålet, hvis du skal tænde et bål, og hav altid vand i nærheden. Efterlad aldrig et bål, der ikke er slukket helt.
· Brug ukrudtsbrænderen med forsigtighed. Den stikker ild i rigtig meget andet end ukrudt, så pas på, når du bruger den langs bygninger. Lad allerhelst være med at bruge brænderen, når det er så tørt og varmt som nu.
· Smid aldrig cigaretskodder og lignende i naturen – og særligt ikke nu, hvor naturen er så tør, at en enkelt uslukket glød kan få katastrofale konsekvenser.
· Stil grillen på et underlag, der ikke kan brænde, og tøm aldrig asken i naturen - heller ikke selvom du tror, at der ikke er flere gløder tilbage. Og husk at have vand med til at slukke grillen efter brug.
· Hvis du griller på stranden, så lad være med at grave grillen ned i sandet. Sandet bliver enormt varm, og kommer du eller andre til at træde på grillen eller sandet omkring, kan det føre til alvorlig personskade.
Hvis uheldet er ude og du får brug for akut hjælp: Ring 1-1-2
Installer med fordel 112-app’en og brug den, hvis du befinder dig i en situation, hvor du har brug for hjælp og ikke kender den præcise adresse. 112-app’en hjælper os med lokalisere, hvor du er, så vi hurtigere kan sende den rette hjælp.
- Hjælp os med at hjælpe dig, lyder opfordringen fra politiet og beredskaberne i det midt- og vestjyske.
Tilføj kommentar