Nattevagter spares væk på plejecenter

Frank Heideman udtaler i et indslag på TV MidtVest fredag d. 26. februar ”at om natten skal de gerne sove, og det gør de her borger altså også.” (hvorfra ved han det?) Jeg tænker, at Frank Heideman ikke har haft pårørende på et plejecenter, hvis han havde, ville han vide at det ikke er unge, raske mennesker – der bor her, men gamle, syge mennesker, (i dag skal man faktisk være temmelig dårlig, før man overhovedet kommer på et plejecenter) hvoraf mange kommer fra hospitalerne, udskrevet så hurtig som muligt, forvirrede, for hovedet fungerer ikke som før og sygdom gør det heller ikke bedre, de skal vænne sig til ny omgivelser, nogle har fået amputeret ben, så vågner de midt om natten, bange – men der er ingen der har tid til tale. Nogle skal hjælpes på toilet (eller skal vi bare give dem alle ble på!), måske ligger én for døden, andre lider af demens og går sig en tur, kan ikke altid finde tilbage til sit eget værelse, men forstyrrer i stedet en anden beboer.

Og hvis der ellers ikke er problemer med de her borger (hvad vil Frank Heideman betegne som ”problemer”?

Frank Heideman: Er der borger der vil gå rundt om natten og har svært ved at finde ud af hvordan tingene skal være. (er det et fængsel) – hvordan vil Heide-man forklare de ældre ”hvordan tingene skal være”. Hvis man sparer nattevagter væk, er det direkte omsorgssvigt af vores ældre medborgere.

At Ikast-Brande kommune ligger ekstremt lavt i sygefravær (i forhold til hvem) – man burde måske i stedet påskønne, at man har så pligtopfyldende et personale.

Jeg har indenfor de sidste 3 år, haft både en mor og far på et plejecenter i Ikast-Brande kommune, det har været en blandet fornøjelse, først var vi rigtig glade, for at de overhovedet kunne komme ind på et plejecenter. Men der gik ikke lang tid, før vi var dybt frustrerede, min far havde diabetes, med koldbrand i fødderne, fik amputeret det ene ben, kom tilbage til plejecentret, hvor personalet ikke var instrueret i den stålift (som fungerede rigtig fint på hospitalet), men efter hjemkomsten skulle han på toilet, blev anbragt forkert i ståliften, sat forkert ned på toilettet, (det toiletsæde der skulle have været brugt, var heller ikke blevet leveret) så han skreg af smerter (prostatakræften havde bredt sig til ryggen). Han endte tilbage i sengen, ståliften blev sat væk, man mente den havde en forkert højde! og så var den genoptræning sat i bero.

Han havde mange smerter, og vågnede derfor tit om natten, blev bange og ville gerne tale med nogen. Mens han var der, faldt en anden beboer ned af trap-pen, midt om natten. Min gamle og altid positive far, blev p.g.a. smerter forvandlet til en arrig gl. mand, der i afmagt slog efter persona-let, indtil det lang om længe, lykkedes os at få gjort personalet begribelig, at det var smerterne der forvandlede ham, og endelig blev han bevilget mere smertestillende og blev igen det positive menneske, han var.

Min mor blev beboer på samme plejecenter samtidig, hun havde fået elektrochok i forbindelse med en svær depression, det gjorde at hun havde svært ved at huske og let blev forvirret, natten efter min fars begravelse, faldt hun i sit værelse, efter at have været på toilettet, hun forsøgte at få fat i nattevagten, men det lykkedes ikke, og kravlede så i sengen. Om morgenen blev der ringet til min søster, og man mente min mor skulle på skadestuen, da hun havde slået hul i hovedet ved faldet, men ingen havde tørret blodet væk.

Størstedelen af personalet gjorde virkelig sit, for at få tingene til at fungere, men der var også nogle, der gik kommunens ærinde, og lovede noget (og så virkede det som alt var glemt indtil vi igen spurgte) – ja, blot så banal en ting, at sørge for der var toiletpapir på toilettet - min fars nøgle til postkassen var blevet væk, hver gang vi spurgte til den, mente personalet at den måtte vi jo have taget, der gik 14 dage – før en initiativrig person, gik ned og fandt den i et skab, personalet selv havde lagt den i, dette bevirkede at et vigtig brev med indkaldelse til undersøgelse på hospital, ikke nåede frem.

Og kunne vi som pårørende have gjort mere, tro mig, vi ville gerne, og har her bagefter det dårligt over at vi ikke magtede mere. Men før mine forældre nåede til plejehjemmet, var der forud for dette gået nogle år, hvor de havde været syge, hvor vi havde gjort, hvad der stod i vores magt at gøre, så da vi endelig nåede til plejehjemmet, var vi alle slidt fuldstændig ned (både mine forældre og vi søskende).

Jeg har de sidste år tænkt meget på at skrive et læserbrev, endda på at skrive en bog – om hvordan jeg har oplevet sygehuse, hjemmeplejen og plejecentret – men har ikke fået det gjort – for efter mine forældre gik bort – har jeg ikke haft overskud og bliver også så ked af at tænke på deres sidste tid – men jeg synes jeg skylder især min far det – det var ikke i orden det han måtte gennemgå den sidste tid.

Og til alle andre, hvis vi som pårørende ikke gør opmærksom på, når vi oplever svigt på plejecentre, sygehuse, hjemmepleje m.m., har vi givet politikerne mulighed for at fortælle os, at der ingen problemer er.

Susanne Vestergaard,
Vardevej 162, Stakroge

Kommentarer

Den 25/11-2015 havde jeg selv fornøjelsen af at møde en ældre dame i krydset ved Østre Alle og Vejlevej i Brande, kl var ca. 5 om morgenen, det var koldt og diset, hun havde ikke for meget overtøj på, og anede ikke hvor hun var, nægtede at være beboer på plejehjemmet Engparken som ligger i pågældende lyskryds, påstod hun havde været spærret inde i en kælder, og at hun boede i København, vi forsøgte at finde personale uden held, hvorefter jeg kørte hende om på Brandlundparken, hvor det heldigvis lykkedes at finde en venlig sjæl som ville hjælpe, så hun kunne komme ind i varmen. Så jeg er overbevist om at der skal være personale om natten, også selvom det ikke hjalp i ovenstående tilfælde.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul