Nølende starthjælp til filmskole
Støtten til at etablere en filmskole i Boest ved Nr. Snede blev egentlig allerede bevilget i forbindelse med budgetforliget sidste år, alligevel kom debatten om at yde et opstartstilskud på 350.000 kr. til Film Jylland, som skolen skal hedde, til at trække ud.
I forbindelse med budgetforliget afsatte forligspartierne 1 mio. til etablering af filmskolen, som nu har ansøgt om at få frigivet 350.000 kr. til ansættelse af en projektleder i et halvt år. Grunden til, at punktet gav anledning til debat var, at byrådet dengang satte som betingelse, at filmskolen dels havde restfinansieringen på plads, dels at den havde det fornødne antal elever til at sikre skolens drift, og der er man ikke nået til endnu.
Ord som ”gambling” og ”risikovillighed” gik da også igen flere gange, mest tydeligt hos socialdemokraternes gruppeformand Frank Heidemann Sørensen, der mente, at man var i færd med at konvertere et anlægstilskud til driftsmidler.
– Det er ikke verdens pæneste sag, men vi er enige om at give det en chance, sagde han bl.a.
Borgmester Carsten Kissmeyer (V) vurderede, at der er sandsynlighed for, at projektet kan lykkes og roste i lighed med flere andre det store stykke frivillige arbejde, der ligger bag.
– Det vil være kanon for vores kommune, hvis vi kan få en filmskole, sagde viceborgmester Preben Christensen (FL), og Simon Vanggaard (DF) kaldte projektet ”meget ambitiøst”, men fandt samtidig, at det har rykket sig i den rigtige retning i forløbet.
- Når det gælder om at trække uddannelser til kommunen, så er vi ret risikovillige, uddybede han.
Tove Videbæk (K) citerede en konsulentrapport, der konstaterer, at filmskolen kan blive en midtjysk filmdynamo, og Fælleslistens Hanne Pedersen mente, at folkene bag fortjener det sidste klap, som kan hjælpe dem over målstregen.
Det fik Annette Mosegaard (V) til at understrege, at filmskolen ikke skal forvente yderligere økonomisk støtte, hvis ikke de oprindelige forudsætninger opfyldes, en holdning hun delte med sin partifælle Ib Lauritsen:
– Projektet er sværere at løbe igennem, end man havde regnet med. Jeg kan sagtens forestille mig, at det ender med en besparelse på 650.000 kr., formulerede Venstres nyvalgte borgmesterkandidat sin skepsis overfor projektet.
I sidste ende var det dog et enigt byråd, der godkendte frigivelsen af de 350.000 kr. til Film Jylland, som i kredsen af initiativtagerne tæller så kompetente folk som biografejer Steen Rasmussen fra Klovborg, Elvin G. Laursen (bill.) fra CVP Film & TV, der skal lægge lokaler til filmskolen, og Brandes kulturdynamo Birgit Vinge.
Tilføj kommentar