Når politikere lytter

Kommentar af Mikael Lund, journalist på Brande Bladet

I starten af maj pegede et enigt børne- og undervisningsudvalg på Centerparken som placering for den kommende, nybyggede skole i Brande, og små to uger senere konfirmerede et samlet byråd – enstemmigt – den beslutning. Det gjorde man bl.a. med udgangspunkt i de lokale tilkendegivelser, der var kommet i løbet af processen, som tog sin start, da der blev konstateret skimmelsvamp i en fløj af Præstelundskolen i januar 2017.

Undervejs blev der afholdt et dialogmøde med flere af de direkte berørte parter, herunder repræsentanter for foreninger, personale, elevråd og skolebestyrelse samt andre interessenter. Som eneste tilstedeværende repræsentant for medierne gik jeg fra mødet i den sikre overbevisning, at beslutningen ville blive en placering på Brandlund Fælled/Brande Stadion. Ikke mindst p.g.a. borgmester Ib Lauritsens indledende bemærkning om, at man ikke skulle blive skuffet, hvis politikerne lagde sig fast på en anden placering end den, man ønskede – alle ville blive hørt.

En analyse udarbejdet af Aarstiderens Arkitekter havde på forhånd peget på fælleden/stadion som den bedst egnede placering ud en lang række kriterier, der var vægtet ens. Oveni dette blev budskabet om, at Brande i tilfælde af, at valget faldt på Centerparken, stod til at miste ca. 120 kommunale arbejdspladser, serveret, men i sidste ende faldt valget altså på netop Centerparken.

Og tak for det! Det er den optimale placering i forhold til både byen, hallen, biblioteket og evt. musikskolen, hvilket burde overflødiggøre opførelse at overlappende faciliteter og dermed medføre store besparelser.

I stedet taler flere politikere nu om Centerparken som den dyreste løsning – fordi biblioteket og administrationsbygningen (det tidl. rådhus) skal rives ned og personalet genhuses.

Undskyld mig, men hvad har de to ting med hinanden at gøre? Hvis bygningerne virkelig er i så dårlig stand, skulle de jo alligevel rives ned/rømmes.

Gruppen 360 grader Brande – hvis største handicap i denne og andre sammenhænge tilsyneladende er, at to af gruppens fire frontfigurer er fremtrædende medlemmer af Fælleslisten – har fremlagt et alternativt forslag til det, kommunens rådgiver har udarbejdet. En opgave arkitektfirmaet indtil videre har beregnet sig knap 1 mio. kr. + moms for at udføre.

Forslaget er næppe gennemarbejdet ned til mindste detalje, men sandsynliggør, at en skole kan opføres på stedet uden at fjerne de eksisterende bygninger.

At afstanden til den – måske – kommende bydel Brande Syd skulle betyde noget som helst for bosætningen, nægter jeg at tro på. Fra Brande IF’s klubhus er der 500 meter ad Ågade til Brande Hallerne, og det er i runde tal dette stykke, de kommende ”nybyggeres” børn får længere til skole. Mange af dem vil endda sikkert betakke sig for en skole som nærmeste nabo.

Så kære byrådspolitikere: Tusind tak fordi I har lyttet, men kunne I ikke tage skridtet fuldt ud og lytte lidt mere? Selvfølgelig er et byråd ikke forpligtet til at detailbehandle alt, hvad det modtager af forslag og ideer, men mig bekendt er der ikke indkommet andre alternative forslag. Og offentligheden har stadig til gode at høre, hvad der konkret er galt med forslaget fra 360 grader Brande.

Benyt ved samme lejlighed muligheden for at tage en tur til Herning, som indenfor de seneste år har lavet lignende løsninger i Snejbjerg og Hammerum – jeg kan ikke forestille mig, at de ikke vil dele deres erfaringer, såvel positive som negative.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul