Musikskolen går til filmen

Når Ikast-Brande Musikskole inviterer til nytårskoncerter i RemisenBrande fredag d. 19. og lørdag d. 20. januar, bliver det med en ny mand på dirigentpodiet.

Tommy Slot fra Brande er ”den nye dreng i klassen”. Han afløser Manny Skjærbæk, der er rykket til Vejle, men uerfaren kan man på ingen måde kalde ham. I forvejen dirigerer han Herning Koncertorkester, han er i gang med musikprojekter på Præstelundskolen og Uhre Friskole, og derudover underviser han de lokale musikskoleelever i saxofon- og klarinetspil.

Netop klarinetten er Tommy Slots eget instrument, som trakteres, når han ikke står på podiet foran sine knap 100 musikerkolleger i alderen 8 år og opefter.

Som dirigent har man dog en hel del andre opgaver end at stå med ryggen til publikum og hundse med musikerne. Sammen med sine tre dirigentkolleger, Jørn Peter Andersen, Troels Richter og Jan Glud Østergaard, har Tommy Slot været med til at udvælge og arrangere de numre, der skal fremføres ved koncerterne, og i år har kvartetten uafhængigt af hinanden valgt en hel del filmmusik. Disneys univers er repræsenteret med både ”The Bare Necessities” fra Junglebogen, ”Can You Feel the Love Tonight” fra Løvernes Konge og ”You’ll be in my Heart” fra Tarzan.

”Can’t Help Falling in Love” er fra Elvis-filmen ”Blue Hawaii”, Bette Midler spillede hovedrollen og sang titelmelodien i den amerikanske film ”The Rose” fra 1979, og den er ligesom ”The Impossible Dream” fra filmen om Don Quixote, ”The Man of La Mancha”, på sætlisten.

Et medley fra Harry Potter-filmene er der også blevet plads til, og Scott Joplins humørfyldte ragtime – en forløber for jazzen – den over 100 år gamle ”The Entertainer”, har også været brugt som underlægningsmusik for mangt en stumfilm.

Et par klassiske musikstykker og en marinemarch, ”Anchors Away”, er også på programmet, mens nyere numre som Alberte Windings ”Lyse nætter” og Agnes Obels ”Riverside” ligesom Sias ”Soon We’ll be Found” giver lejlighed til at høre nogle af musikskolens dygtige, unge sangere i aktion.

Endelig er det nok tvivlsomt, om publikum får lov at blive siddende, når Village People-hittet ”Y.M.C.A.” skal trykkes af.

Konferencier ved nytårskoncerterne er som de foregående 20 år Jørgen Lauridsen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul