Morgenafgange vender tilbage
Trods massive protester afskaffede Arriva sidste år de to såkaldte ”myldretidsafgange” på strækningen mellem Vejle og Herning/Struer på alle hverdagsmorgener, afgange som især blev benyttet af uddannelsessøgende unge fra Brande og Give.
Efter vedholdende pres på transportminister Benny Engelbrecht fra en række lokalt valgte borgerlige politikere, særligt Dansk Folkepartis Hans Kr. Skibby og Venstres Kristian Jensen, blev det i marts besluttet at genindføre de to sløjfede morgenafgange med virkning fra næste køreplanændring, som træder i kraft 12. december.
Dermed kan de unge mennesker og andre pendlere fra Brande igen benytte toget for at komme frem til deres destination i enten Herning eller Vejle – det seneste års tid har der været indsat busser på strækningen som erstatning for de fjernede morgentog.
- Vi har indført to morgenafgange på strækningen mellem Vejle-Herning uden ekstra omkostninger for Transportministeriet. Vi er naturligvis rigtig glade for, at vi kan tilbyde den service, og jeg vil gerne rose forligskredsen samt Transportministeriet for at arbejde konstruktivt med den løsning, vi er kommet frem til. Vi ved, hvor stor betydning det har for alle dem, som skal i skole og på arbejde om morgenen på denne strækning, så det er meget positivt, udtaler direktør i Arriva Tog, Susanne Hejer, i en pressemeddelelse.
Også transportministeren er tilfreds med den løsning, som nu kommer morgenpendlerne til gode.
- Det var et meget stærkt lokalt ønske, at vi igen fik to morgenafgange, og det har forligskredsen lyttet til. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Arriva har fundet en løsning inden for rammerne af aftalen, som forligskredsen har nikket til, udtaler Benny Engelbrecht i samme pressemeddelelse.
Kommentarer
Helt i orden at fremhæve
Helt i orden at fremhæve "borgerlige politikere", men de optræder altså primært i mediernes omtale. Bag kulisserne har det socialdemokratiske byrådsmedlem fra Brande, Anne Ravn Bach, og hendes folketingsmedlem Anne Paulin haft grundigt fat i ministeren, og i al beskedenhed har jeg selv haft en dialog med ministeren. Også andre - herunder Brande City - har reageret. Derfor er det et resultat af en sammenhængende protest, som i fællesskab har båret frugt. Herunder også fra borgerlige politikere, som ellers var med til at godkende en mulighed for ændringen.
Tilføj kommentar