Mit blik på udsendelserne på TV Midtvest

Jeg vil gerne give mit syn på udsendelserne på TV Midtvest. Jeg stillede ikke op til debatten, fordi jeg følte, at det var tydeligt, at den skulle bruges til at fodre DF’s angreb på Fælleslisten og på mig personligt. Jeg ville ikke give Simon Vanggaard fra DF endnu en platform til at dreje fokus væk fra det, der virkelig betyder noget:

Hvad vil vi egentlig i Ikast-Brande Kommune?

Lotte gjorde det vildt stærkt – så godt, som det var muligt inden for den ramme, der var. Det var ikke nemt. Manglende taletid og afbrydelser gjorde det svært.

I bagklogskabens lys burde jeg selv have taget den debat. Det var min sag og mit ansvar. Og det var en enormt dårlig beslutning ikke at stille op – det er virkelig en erkendelse.

Jeg siger og skriver tingene, som de er, og jeg står ved det – både i byrådssalen, på sociale medier og ansigt til ansigt. Jeg gemmer mig ikke bag pæne ord og tomme løfter. Jeg mener, at politik skal være ærlig og gennemsigtig.

Baggrunden for Fælleslistens kamp

Jeg vil gerne tage jer med tilbage, så I kan forstå, hvad vi i Fælleslisten har været igennem.

I januar skrev jeg et læserbrev i Brande Bladet til borgmesteren om et folkebibliotek i midtbyen – en idé, som mange borgere og ildsjæle i Brande har kæmpet for. Jeg skrev det i en frisk tone med et glimt i øjet, men også med en klar frustration over de manglende visioner.

I stedet for at tage en reel debat om biblioteket blev Fælleslisten angrebet i medierne og på sociale medier. Igen og igen blev der skudt på os – ikke med saglige argumenter, men med beskyldninger om, at vi ikke ville samarbejde, samt med personlige angreb. Mest af alt fra DF med Simon Vanggaard i spidsen.

Simon Vanggaard har utallige gange antydet, at Fælleslisten kører som komisk, sidder i rendegraveren, spøgelsesbilist, der konsekvent kører i modsat retning og er kontraproduktiv og destruktiv og han ville give os øretæver – og at vi ikke følger de fastlagte regler og processer.

De forsøgte at fremstille det, som om vi i Fælleslisten ikke arbejder for hele kommunen, og at vi graver grøfter. Det passer simpelthen ikke. Lotte og jeg kæmper for HELE kommunen – både nord, syd, øst og vest. Og det fortsætter vi med.

Referaterne, aviserne og nyhederne kan dokumentere, at vi tager ansvar og arbejder for hele kommunen. Desværre har vi endnu ikke livestreaming af byrådsmøder. Det ville ellers give borgerne mulighed for selv at se, hvad der foregår.

Fælleslisten bestræber sig altid på at svare sobert på kritik. Men den 10. januar skrev jeg til Simon, at han efter 11 år i politik var blevet god til at lyve. Det gjorde jeg.

Hvorfor? Fordi jeg havde modtaget utallige beskeder fyldt med hetz mod mig og det, vi står for i Fælleslisten.

Men vi har valgt vores egen vej, og vi respekterer, at andre gør tingene på deres måde. Jeg opfordrer alle mine kollegaer i byrådet til at fokusere på deres egen politik.

Vi i Fælleslisten tager de tunge og svære sager op i byrådssalen – og det gør vi med den største respekt.

Initiativretten – et vigtigt værktøj 

Fælleslisten samarbejder i de cirka 60-70 sager, vi behandler hver måned. Men vi har også taget svære sager op ved brug af initiativretten – en helt legitim ret, som alle byrådsmedlemmer har.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor det bliver opfattet som et angreb, når vi bruger vores initiativret. I andre kommuner bliver den brugt flittigt af visionære byrådsmedlemmer, og der bliver det ikke set som et problem. Måske er initiativretten et nyt begreb i Ikast-Brande Kommune, men jeg spørger bare: Hvorfor?

Fælleslisten har i dag kun to medlemmer i byrådet. Vi er nødt til at bruge de værktøjer, vi har til rådighed, for at få de vigtige sager på bordet. Vi har ikke initiativretten automatisk som kun udvalgsformænd besidder så vi må gøre det anderledes det er vore demokratiske ret som byrådsmedlem 

De sager, vi har bragt op med initiativretten, er blandt andet:

Jorddeponi-sagen i Ikast 

Hjemmetræningssagen

Familiehus sagen 

Flere ungdomsråd i kommunen

Mes-sø-sagen

Livestreaming af byrådsmøder

Vi har taget disse sager op, fordi vi oprigtigt mener, at de er vigtige. Man kan selvfølgelig være uenig i, om de er vigtige – og fair nok.

Men at sige, at vi ikke vil samarbejde, bare fordi vi bruger initiativretten, det synes jeg er forkert.

Jeg ville have kæmpe respekt for, hvis mine kollegaer i byrådet også brugte initiativretten. Det viser jo bare engagement og vilje til at gøre kommunen bedre. Og vigtigst af alt: Det viser, at man lytter til borgernes bekymringer.

Livestreaming af byrådsmøder – for borgernes skyld

Ja, jeg mener, at byrådsmøderne skal livestreames – for borgernes skyld. Og det vil jeg blive ved med at kæmpe for.

Borgerne har ret til at følge med i, hvad der bliver besluttet, og hvordan vi når frem til beslutningerne.

Det handler ikke kun om gennemsigtighed – det handler også om respekt for dem, der ikke har mulighed for at møde op fysisk. Ældre, børnefamilier, pendlere, der overvejer at flytte til kommunen – alle skal have adgang til de beslutninger, der træffes.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil borgerne, så er livestreaming et naturligt skridt. Så enkelt er det.

Jeg er ikke politiker – jeg er en borger med ild i hjertet

Jeg er ikke et klassisk byrådsmedlem. Jeg har ikke en lang uddannelse i byrådsarbejde. Jeg er håndværker. Jeg er vant til at bygge noget, der holder i mange år – og sådan ser jeg også på kommunalpolitik.

Vi bygger noget, der skal kunne stå fast og skabe fællesskab og stolthed. For borgerne. Det er den vigtigste ting, jeg kan bruge min tid i byrådet på.

Jeg har et halvt år tilbage i byrådet. Derefter er det op til vælgerne, om jeg skal fortsætte.

Uanset hvad vil jeg kæmpe til sidste dag, fordi jeg tror på, at der er brug for en som mig i byrådet. En, der ikke pakker tingene ind. En, der står fast. En, der stiller spørgsmål til forvaltningen for at opnå viden. En, der er kritisk og undersøgende over for alt, hvad der rører sig i kommunen.

OGSÅ når det ikke er populært blandt mine kollegaer i byrådet.

Vi, byrådsmedlemmer, skal tage ansvar for det, vi siger og gør. Vi kan ikke træffe beslutninger og bagefter snakke os udenom.

Jeg håber, at dem, der har fulgt vores arbejde de sidste 3,5 år, kan mærke, at vi kæmper for forandring, gennemsigtighed og en ny retning for Ikast-Brande Kommune.

Simon Vanggaard, du kan vælge at angribe mig igen. Eller du kan vælge at bruge din tid på at fortælle, hvad du selv vil gøre for kommunen.

Jeg mener, at der er vigtigere ting at kæmpe for – for os begge.

Mine sidste to ord i dette skriv er: Gennemsigtighed og åbenhed.

 

Med venlig hilsen

Rune

Byrådsmedlem, Fælleslisten

Borgernes direkte stemme i byrådet

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul