Mindretallets budgetforslag
Tirsdag eftermiddag præsenterede De konservative og Fælleslisten deres alternativ til det budgetforlig, byrådets fire øvrige partier indgik mandag. De to partier peger bl.a. på en nedbringelse af sygefraværet, en reduktion af antallet af medarbejdere på arbejdsmarkedsområdet samt en bedre udnyttelse af de kommunale ældre- og plejeboliger som veje til at nedbringe omkostningerne.
Samlet set indeholder budgetforslaget besparelser på 44,8 mio. kr., 4,5 mio. kr. mere end det budgetforlig, Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har indgået.
Konservative og Fælleslisten vil bl.a. gennem en målrettet indsats forsøge at nedbringe sygefraværet blandt de kommunalt ansatte. Pr. august 2022 udgjorde det 6,9 %, 1,5 %-point højere end de to foregående år. En forøgelse af sygefraværet med 1 % koster kommunekassen ca. 7,5 mio. kr., oplyser de to partier.
Indenfor børneområdet, hvor Ikast-Brande Kommune i forvejen ligger lavt i forhold til landsgennemsnittet, peger de to partier på nedlæggelse af puljer og en stigning på SFO-betalingen som mulige besparelser, mens de på ældreområdet peger på, at der aktuelt er 33 tomme ældreboliger og ligeså mange tomme seniorboliger. Tallet forventes at stige med yderligere 24, når næste etape af Bøgildlund i Ikast er færdigbygget, og samlet set kommer det til at koste kommunekassen 6,4 mio. kr. i manglende indtægter i 2023.
Desuden peger de to partier på, at en demografifremskrivning med 100 % på ældreområdet medfører en skævvridning, som betyder, "at vi ikke kan give vores børn og unge den opvækst og uddannelse, der er behov for. Det mener vi er samfundskritisk", fremgår det af det alternative budgetforslag.
Den lave arbejdsløshed mener Fælleslisten og de konservative er en oplagt lejlighed til at reducere bemandingen på arbejdsmarkedsområdet yderligere, og så forventer de en større positiv effekt af udliciteringen af entreprenørafdelingens opgaver - også selvom man afsætter 600.000 kr. ekstra til pleje af de kommunale boldbaner. Desuden foreslår de to partier, at der afsættes andre 600.000 kr. til bosætningsindsatsen, mens en aflysning af den planlagte studietur og en reduktion i budgettet til rejser og møder skal frigive 888.000 kr.
Endelig skal klima-, natur- og bæredygtighedsudvalget, som i de fire forligspartiers budget stort set er friholdt for besparelser, finde en besparelse på 3 % på driften.
Også på anlægsområdet ønsker de konservative og Fælleslisten at prioritere anderledes. Bl.a. har de afsat i alt 89 mio. kr. til skolerenoveringer i Ejstrupholm og Engesvang, 29 mio. kr. mere end de fire forligspartier foreslår. Der er også blevet plads til en pulje på 2 mio. målrettet børn og unges trivsel, 1,3 mio. til boldbaner i Engesvang og Ejstrupholm og 3,2 mio. kr. til en lysregulering på Lysholt Allé i Ikast.
Pengene skal bl.a. tages fra byrådets anlægspulje og trafiksikkerhedspuljen samt en udskydelse af planerne om at etablere et dagtilbud på Villavej i den vestlige del af Ikast.
Tilføj kommentar