Millionbesparelse på beredskabet
![](https://brandebladet.dk/sites/default/files/styles/full_image_12_col/public/artikler/storbrand.jpg?itok=OFWGLqkn)
På sit møde mandag aften godkendte byrådet i Ikast-Brande Kommune dels reviderede vedtægter og ejerstrategi for beredskabssamarbejdet med Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner, dels 2017-budgettet for Brand & Redning MidtVest, som samarbejdet hedder.
Mens vedtægtsændringerne mest var af sproglig karakter, indeholdt budgettet en besparelse på over 2 mio. kr. sammenlignet med de tre kommuners samlede budgetter for 2015. Besparelser på de kommunale beredskaber var også hovedformålet med den strukturreform, som Folketinget vedtog i 2014, og allerede i år har man lokalt opnået en besparelse på 1,6 mio. med udsigt til en yderligere besparelse på 800.000 kroner i 2017.
Dermed går man i løbet af 2 år fra at bruge ca. 37,8 mio. til 35,5 mio. på beredskabet i de tre kommuner.
- Vi har stadigvæk et godt og solidt beredskab, der er fuldt ud forsvarligt, understreger Kim Wemmelund, der er beredskabschef i Brand & Redning MidtVest.
En stor del af besparelsen er hentet ved at gå fra 3 til en beredskabschef, mens andre penge er hentet ved almindelige driftsoptimeringer og genforhandling af kontrakter med entreprenører. Og så skal man være bedre til at udnytte det eksisterende værksted i Herning.
Læs mere i Focus Ikast-Brande.
Tilføj kommentar