Match med handigolf
Nyskabelse i Brande Golfklub med turnering for alle med og uden handicap
Af Flemming Thulstrup, Ikast Avis
Handicap er et nøgleord i golfsporten. Det er normalt et udtryk for den enkelte spillers styrke, men det kan også forstås helt bogstaveligt, og i den forbindelse inviterer Brande Golfklub lørdag for første gang på handigolf, der henvender sig til alle spillere med en eller anden form for funktionsnedsættelse.
Dansk Golf Union og Dansk Handicap Idrætsforbund har løbende kontakt med omkring 100 spillere rundt omkring i landets golfklubber, og arrangørerne bag matchen i Brande håber naturligvis på, at der er mange, der vil tilmelde sig.
- Vi håber også at se nye ansigter blandt handigolferne. Der er uden tvivl en hel del, der spiller klubgolf uden at tænke på, at de også kan deltage i handigolf-matcher, siger Kamma Bundgaard fra Brande Golfklub.
Hun peger på, at det unikke ved matchen i Brande er, at der er tale om en match, der er åben for alle, og arrangørerne håber derfor på, at matchen vil blive et godt mix af handigolfere og almindelige klubspillere.
Dansk Golf Union og Dansk Handicap Idrætsforbund har fornylig haft træningssamling for både bredde og elite i Odense Eventyr Golf Klub, og det er håbet, at nogle af landsholdets handigolfere tager turen til Brande.
Danmark råder nemlig over nogle af verdens dygtigste af slagsen. Det drejer sig blandt andre om den regerende europamester Stefan Mørkholt fra Gyttegård, der har et handicap på 0,8, samt den regerende verdensmester Mette Wegge Lynggaard fra Skjoldenæsholm Golf Klub, der har et handicap på 3,5.
Begge deltager naturligvis i den trup, der skal spille om europamesterskabet for hold, der afvikles i Malaga til oktober.
Tilføj kommentar