Månsson indgår strategisk samarbejde med sydfynsk økolog
Axel Månsson A/S i Brande har med virkning fra årsskiftet indgået et strategisk samarbejde med Skiftekær Økologi ApS (SKØK) på Tåsinge ved Svendborg.
- Skiftekær Økologi har udviklet produktionen og afsætningen af en lang række økologiske kvalitetsgrøntsager, der både supplerer og passer godt ind i vort nuværende sortiment. Vi har længe haft et godt øje til Skiftekær Økologi, ligesom vi har haft et godt - men uforpligtende - samarbejde med Marie og Peter. Nu bliver det formaliseret i et samarbejde, der både vil give os inspiration og mulighed for at udbyde et endnu bredere sortiment af økologiske grøntsager - helt i tråd med vort ønske om at tilbyde forbrugerne en større mangfoldighed af sunde økologiske grøntsager. Vi vil drage nytte af det milde klima på Tåsinge til dyrkning af særligt varmekrævende grøntsagsarter, mens dyrkningen af en række andre grøntsager med fordel kan ske i Brande, hvor vi måske har en bedre balance i produktionen af økologiske æg, nyttiggørelse af husdyrgødningen i biogasanlægget og udnyttelse af næringsstofferne i vores økologiske grøntsagsproduktion, udtaler Axel Månsson (bill.).
Peter Bay Knudsen fortsætter som direktør med ansvar for SKØKs produktion af en lang række økologiske grøntsager på Tåsinge i sæson 2021. Pakningen af løg og andre grøntsager vil efterhånden blive overflyttet til Brande. Det er planlagt, at Axel Månsson over tid skal overtage alle anparter i Skiftekær Økologi.
Tilføj kommentar