Lufthavnsgaranti udløst
Dansk Folkeparti fastholdt sin modstand mod den økonomiske garanti for den fortsatte drift af Karup Lufthavn, som et byrådsflertal bevilgede i november sidste år. - Vi anerkender, at det ser bedre ud – heldigvis for det, indledte DF’s Simon Vanggaard Nielsen sit indlæg, hvorefter han kort opridsede forløbet fra ”den enlige svale” i 2012 til gentagelsen for godt et år siden. - Vores holdning har ikke ændret sig, derfor siger vi stadig nej, fastslog han. Han blev imødegået af socialdemokraten Martin Skøtt, der mest så punktet som en bevillingssag – den politiske debat var for ham et overstået kapitel. – Jeg ser med tilfredshed, at der åbenbart er fremgang, sagde han om lufthavnens passagertal og citerede sin gruppeformand Frank Heidemann Sørensen for følgende udsagn i forbindelse med sidste års debat: - Vi er ikke lavet af beton. Hvis der er et forretningskoncept, der holder, og tal, der peger i den rigtige retning, er vi med. Tove Videbæk (K) glædede sig ligeledes over, at økonomien i Karup Lufthavn igen er inde i en positiv udvikling, og at der derfor ikke er behov for yderligere kapitaludvidelser for nuværende. Derefter vedtog et flertal udenom Dansk Folkeparti at udbetale første halvdel af den bevilgede garanti til lufthavnen på i alt 1.118.400 kr. Ved udgangen af marts overtog Danish Air Transport A/S (DAT) beflyvningen af Karup fra Norwegian, og overtagelsen har foreløbig medført en stigning i passagertallet på 7%. Lufthavnens bestyrelse, der har borgmester Carsten Kissmeyer som næstformand, har i en skriftlig redegørelse til de 9 ejerkommuner vurderet, at der ikke for nuværende – ud over de allerede bevilgede kapitaludvidelser for 2016 og 2017 – vil være behov for yderligere kapitaludvidelser, en formulering Carsten Kissmeyer i byrådssalen ændrede til, at man håber på, det ikke bliver nødvendigt med flere kapitalindskud. For 2015 som helhed ser antallet af afgående passagerer ud til at lande omkring 65.000. Der er dermed stadig langt til de ca. 100.000 passagerer, der vil få lufthavnens økonomi til at løbe rundt. I 2014, som var et historisk dårligt år for Karup Lufthavn, fløj 63.616 fra Karup.
Tilføj kommentar