Starten på en ny pinsetradition?
- Det handler om at blive grebet og at lade sig gribe, når vi holder gudstjeneste, sagde Arne Holst-Larsen i sin prædiken, da ca. 200 mennesker var samlet til friluftsgudstjeneste foran Remisen 2. pinsedag.
Og mens solen bragede ned over deltagerne, så det halve ville have været nok, blev deltagerne netop grebet af at holde gudstjeneste sammen med alt, hvad der hører til af ord og salmer, af Brande Folkekors sang, af Uhre-konfirmandernes altertavle-banner og af selve det, at rammen var anderledes – at vi var flyttet ud under Guds blå himmel.
Efter gudstjenesten var der frokost med medbragt mad og snak og hygge.
Gudstjenesten, som indgik i festlighederne i anledning af Brandes 100 års jubilæum som stationsby, var resultatet af et samarbejde mellem præster, organist og Pia Stræde Palmelund fra Remisen - og måske begyndelsen på en ny pinsetradition i Brande.
Tilføj kommentar