Ingen rekord ved Modelflyvningens Dag
På landsplan var næsten tusind modelfly i luften, og i Brande kom 10 fly på vingerne.
Det blev ikke til en ny rekord i antal ”Modelfly i luften over Danmark” i forbindelse med Modelflyvningens Dag d. 1. september. Rekorden druknede delvis i den eneste søndag i mands minde, hvor det både næsten stormede og regnede. Men danske modelflyvere var tæt på det magiske tusindtal. 996 startende modelfly blev det til.
- Jeg er helt sikker på, at der var mere end 1.000 modelfly i luften over Danmark på Modelflyvningens Dag, siger Allan Feld, der er formand for Modelflyvning Danmark. Enkelte klubber kaldte deres arrangement noget andet en Modelflyvningens Dag, og de havde jo også et anseeligt antal fly i luften – men de har ikke indrapporteret deres flyvninger. Så alt i alt er vi over 1.000 – men vi vil kun ”prale” med det tal, som er indrapporteret til os, og som vi kender. Og det er altså 996.
Første gang
Det var første gang, der blev holdt Modelflyvningen Dag for alle de omkring 100 danske modelflyveklubber. Og her i Brande Modelflyveklub var det en stor succes.
- Der kom ca. 150 tilskuere ud på flyvepladsen, og i alt fik vi fløjet 56 ture, siger Regnar Petersen, initiativtager til arrangementet. Han fortsætter:
- Det kunne være blevet til mange flere tilskuere og mennesker, hvis vi bare ikke havde været så uheldige med vejret. Næste år er vi heldige, og så kommer vi langt over de tusinde. Vi er allerede begyndt at glæde os…
Tilføj kommentar