Frituregryden er slukket
Af Per Andreasen
Man må se langt efter en omgang pommes frites på Torvet i Brande for tiden. De seneste forpagtere har, som flere før dem, opgivet at drive Torvets Grill Café. Friturebegejstrede branditter er i et par uger blevet mødt med et skilt med beskeden om, at grillbaren er lukket på grund af sygdom.
Grillbarens køleskabe er slukkede og tømt, ligesom der ikke længere er blomster på bordene.
I denne uge er et nyt skilt kommet i døren med beskeden om, at Torvets Grill Café er til salg eller leje.
- Jeg vil gerne have en ny forpagter eller sælge den så hurtigt som muligt. Man kan sagtens tjene godt på grillbaren og spillemaskinerne, men jeg er ikke interesseret i selv at vende tilbage, fortæller indehaver Sivanesan Nadesan.
Han har selv nok at se til med sit arbejde hos Bestseller og som indehaver af California Pizza et stenkast fra Torvets Grill Café. Sivanesan Nadesan overtog grillbaren i juni i fjor, og siden har der været en del udskiftning bag frituregryderne.
Hans første forpagter var Tina Jensen, der åbnede grillbaren i en nyrenoveret udgave, som skulle minde mere om et regulært spisested med dagens ret på menuen.
De seneste forpagtere nåede at være på posten i omkring fem måneder.
Tilføj kommentar