Fjernvarmen rykker om bag målerne
Sidste år fordoblede Brande Fjernvarme strafafgiften for utilstrækkelig nedkøling af fjernvarmevandet fra 1 til 2%, men da forhøjelsen ikke har haft nogen målbar effekt, forsøger man nu at kombinere gulerodsmetoden med stokkemetoden.
Hvor værket hidtil udelukkende har koncentreret sig om at få varmt vand frem til måleren, forsøger man nu ad frivillighedens vej at komme en tur om på den anden side.
Således vil de godt 200 forbrugere, det drejer sig om, i løbet af kort tid blive kontaktet med tilbuddet om at booke et besøg af værkets to erfarne smede, Niels Nielsen og Lars Andersen, med henblik på en uvildig (og gratis) systematisk gennemgang af anlægget. Det oplyser Brande Fjernvarmes formand, Henrik Kraglund.
- Hvis det gavner forbrugerne, gavner det også os, siger han om det, han betegner som en ren win-win-situation.
De 2 smede skal (og må) ikke udføre VVS-opgaver, men udelukkende bidrage med råd og vejledning om en optimal udnyttelse af anlægget, f.eks. i form af udskiftning eller en alternativ og mere effektiv placering af radiatorer.
Tilføj kommentar