Der skal bankes liv i Ejstrupholms fællesskab
Ejstrupholm skal hænge sammen indadtil, før den kan ”brandes” udadtil. Sådan lyder budskabet fra tre studerende, der har haft byen under lup.
De tre nyuddannede erhvervsøkonomer Jannie Andreassen, Kathrine Heindahl og Mille Hundahl har i en periode sat fokus på Ejstrupholm med henblik på både at lave et afsluttende bachelorprojekt på AU Herning og samtidig give byen gode råd til, hvordan den kommer videre.
- Det er vigtigt, at man tror på det i byen. I skal skabe et fællesskab og stå sammen om jeres butikker og jeres by, lød det overordnede budskab.
- I skal være bedre til at kommunikere med hinanden. Det kan ske gennem hjemmesiden www.ejstrupholm.dk – den skal blot være mere levende. Den skal hele tiden være opdateret, det er her man skal kunne hente alle oplysninger om alt, hvad der sker i byen. Det vil være med til at skabe en bedre kommunikation blandt byens borgere, foreninger, forretninger og erhvervsliv.
Desuden kommer de tre med forslag om, at åbne cafeteriet ved Ejstrupholm Hallen og omdanne den til café ud fra et ønske om at gøre den til et omdrejningspunkt i byen.
De tre peger desuden på, at Ejstrupholm har for mange foreninger, de foreslår en sammenlægning af f.eks. Borgerforeningen og Erhvervsforeningen ud fra et ønske om stærkere foreninger og set i lyset af, at det i dag er vanskeligt at finde folk til de mange bestyrelser.
- Jeg synes, de tre piger har ramt nogle rigtige konklusioner, blandt andet, at Ejstrupholm skal hænge sammen indad, inden vi kan ”sælge” den udadtil. Det betyder, at vi skal være bedre til at bakke hinanden op og styrke sammenholdet, siger Ayoe Jensen, formand for Lokalrådet.
Læs mere i Focus Ikast-Brande.
Tilføj kommentar