”Vennerne” nedlægges
For 3 år siden fik Præstelundskolen en støtteforening, men allerede efter et års levetid foreslog den daværende bestyrelse at nedlægge foreningen igen grundet manglende opbakning.
Dengang var der ikke flertal for forslaget. I stedet tog nye kræfter over, men 2 år senere er de nået frem til den samme konklusion: Der mangler simpelthen opbakning til at føre foreningen videre. På den ordinære generalforsamling fik det den nuværende formand, Trine W. Nissen, til at sige følgende i sin beretning:
- I år har det faktisk været svært at skrive en beretning. Jeg synes stadig at Præstelundskolens Venner er et godt tiltag, som har den samme berettigelse, som da den blev stiftet for 3 år siden. Men så kommer det klassiske men. Vi har som forening aldrig rigtig magtet at slå igennem, især overfor forældregruppen.
Udover formanden selv var også Niels Palmelund og Eli Nicolaisen på valg, og da det ikke var lykkedes at finde villige kandidater til at overtage posterne, blev der stillet forslag om at nedlægge foreningen.
Forslaget samlede mere end det krævede 2/3 flertal, og nedlæggelsen kræver nu kun en ekstraordinær generalforsamlings accept, inden den er endegyldig.
Læs mere i Brande Bladet onsdag.
Tilføj kommentar