Løb for flygtninge
- Fordi vi skulle hjælpe flygtningene! Svaret faldt både prompte og klart, da jeg spurgte eleverne i 2.A på Præstelundskolen, hvorfor de lige havde løbet rundt om skolen i 3 kvarter. Mange fra klassen havde set Ultranyt på DR Ultra om flygtningesituationen, så da Oliver foreslog, at klassen skulle hjælpe, var der hurtigt opbakning til ideen.
Alle fik sedler (sponsorkontrakter) med hjem, og så måtte først og fremmest forældre, men også bedsteforældre, onkler, tanter og andre slægtninge og bekendte ellers til lommerne. Flere af eleverne havde tegnet så mange/store sponsorater, at hver omgang på skolens ”perlerute” udløste 100 kr. eller derover, så med i alt 104 runder i løbet af de 3 kvarter, var det den store kugleramme, der skulle i brug, da resultatet skulle gøres op.
Facit blev ca. 4.500 kr., som sendes videre til Folkekirkens Nødhjælp.
Mest fart i løbeskoene havde Malthe, der nåede 11 gange rundt om skolen skarpt forfulgt af Laurits med 10 runder, mens Cecilie var flittigst blandt pigerne med 7 omgange.
Tilføj kommentar