Lægernes flytning udskudt 2 uger
Efter planen skulle Lægerne i Brande flytte fra Ole Bendixvej til Stationsvej 3 den 16. februar.
Knap var tryksværten på sidste uges udgave af Brande Bladet tør, før flytningen måtte udsættes. Alle patienter fik onsdag den 11. februar mails fra Lægehuset med besked om, at flytningen var udsat p.g.a. byggetekniske problemer.
Læge Jess Hjernøe oplyser, at det er kommunen og brandmyndighederne, der i første omgang har vendt tommelfingeren nedad for byggeriet. Helt konkret var det nogle døre, der ikke levede op til kravene.
– Det var ikke i orden, så derfor skulle der foretages nogen ændringer, oplyser han. Bygherren har fået en frist på 14 dage til at få udbedret manglerne, så flytningen er udskudt til den sidste weekend i februar. Går alt efter planen (denne gang) er lægerne klar til at modtage patienter på Stationsvej fra mandag d. 2. marts.
Til gengæld har man taget det beskrevne bookingsystem med tider samme dag i brug som annonceret, og det har fået en fin start, oplyser Jess Hjernøe, der sammen med sine kolleger glæder sig over, at man ikke længere skubber en pukkel foran sig.
Udsættelsen betyder dog heldigvis ikke, at der skal udstedes nye sygesikringsbeviser, hvilket i så fald ville have været fjerde gang på et halvt år.
Tilføj kommentar