Lægehelikopter landede på Dalgas Torv
Torsdag eftermiddag holdt mange branditter øje med en helikopter, der fløj hen over byen. Det var en lægehelikopter, der var hidkaldt for at hente en ældre mand, som var faldet om under havearbejde på Brandlundvej 3 i Brande.
En kok på Hotel Dalgas fandt ham liggende livløs i haven og gav ham hjertemassage, indtil helikopteren kom. Den ældre mand blev hentet af en helikopter og fløjet til Skejby Sygehus. Han var død ved ankomsten.
Den afdøde er 83-årige Poul Jensen, som var uddannet tømrer og kendt af mange i Brande. Han har de sidste mange år arbejdet som altmuligmand på Hotel Dalgas, men det var ikke under arbejde på hotellet, at han faldt om.
Han faldt om, da han var i færd med at hjælpe en nabo med noget i haven.
I vagtcentralens døgnrapport, hvori hændelsen optræder, står der, at den 83-årige formentlig fik et hjertetilfælde.
Tilføj kommentar