Runrig ruller ind
Det bliver det skotske folk-rockband Runrig, der skal være med til at markere Brandes 100 års jubilæum som stationsby ved en open-airkoncert på pladsen foran RemisenBrande næste sommer.
Den 13. juni går de skotske folkerockere på scenen, og det har krævet en del benarbejde at få lokket skotterne til Brande, fortalte musikforeningen branderockers formand, Jørgen Haahr, da sløret for udendørskoncertens hovednavn blev løftet på et pressemøde mandag.
- Vi har holdt kontakten i 2 år, kunne han fortælle. Det er bl.a. billeder fra Remisen og tidligere musikfestivaler på pladsen, der har været med til at overbevise skotterne og deres manager om, at Brande kunne være et muligt stop på den Danmarksturné, som derudover kun omfatter Frederikshavn, Skive og Haze over Haarum i det nordjyske.
Som opvarmningsband spiller det fremadstormende århusianske band Go Go Berlin, og så barsler branderocker med endnu et stort navn. Hvem det er bliver dog først offentliggjort omkring 1. marts.
Billetterne til koncerten kan fra torsdag købes hos Kvickly, Turistkontoret og RemisenBrande og først fra på mandag på www.brandebilletten.dk. Derved giver man det lokale publikum et lille forspring i kampen om at sikre sig nogle af de maksimalt 3.000 billetter, der vil blive solgt - og måske en ide til julegaven.
Tilføj kommentar