Kandiderer til Folketinget
Efter at Carsten Kissmeyers kandidatur som Venstres spidskandidat til Regionsrådet er faldet på plads, har Venstre i Ikast-Brande manglet en kandidat til at repræsentere partiet ved næste folketingsvalg.
Den første kandidat har nu meldt sig på banen: 48-årige Henrik Christiansen fra Brande, der i dag har plads i byrådet. Her blev han valgt ind ved valget i 2013 og har siden haft sæde i teknik- og miljøudvalget samt erhvervskontaktudvalget.
Henrik Christiansen er indehaver af Center Skilte på Bøllundvej. Privat danner han par med Teresa Gasbjerg Kragsig. Sammen har parret 2 børn: Winston på 2½ år og Aston på 2 måneder.
Han er tidligere formand for den lokale Ventrevælgerforening og har eller har haft bestyrelsesposter i flere andre foreninger, bl.a. Herning Motorflyveklub, Viberedens forældrebestyrelse og Repræsentantskabet for DMU (Dansk Motorflyver Union).
Den officielle udpegning af Venstres folketingskandidat i Ikast-kredsen finder sted på opstillingsmødet 16. juni, hvor partiet ligeledes vælger spids- og dermed borgmesterkandidat til kommunalvalget i november 2017.
Fristen for at melde sig som kandidat er fastsat til d. 2. juni.
Tilføj kommentar