Kabinescooter stod i flammer
En splinterny kabinescooter blev her til formiddag flammernes bytte på Storegade ved Dalgas Torv.
Under kørslen blev den mandlige ejer og fører af den næsten fabriksnye kabinescooter opmærksom på røgudvikling og gjorde derefter det helt rigtige, da han holdt ind til siden og steg ud af det eldrevne køretøj.
- Han handlede helt korrekt, og det er vi glade for, roser indsatsleder Bjarne Gregersen fra Brande & Redning MidtVest.
Brandfolkene fra den lokale Falck-station blev kaldt ud til branden kl. 09.51, og selvom de hurtigt fik styr på flammerne, udbrændte kabinescooteren totalt indvendigt.
Ifølge Bjarne Gregersen kommer den næppe ud at køre igen:
- Den er totalskadet, konstaterer han. Føreren slap til gengæld uskadt fra oplevelsen, omend han naturligt nok var en anelse rystet ovenpå episoden.
Tilføj kommentar