Juletræsfest i Sognegården
Sidste år genoptog Brande Juletræslaug en gammel tradition i Brande, som har holdt pause i en årrække: Den årlige juletræsfest. Festen i Pakhuset blev et stort tilløbsstykke, så for at få plads til alle, er juletræsfesten i år flyttet til Sognegården, hvor den afholdes på søndag.
Arrangementet starter kl. 15 med en lille hyggelig, intim julegudstjeneste på en halv times tid, hvorefter man fortsætter juletræsfesten i Sognegården. Her kommer både julemanden og nissen Baloo for at danse om juletræet med såvel børn som voksne.
Julemanden har også lovet at tage sin store julemandssæk med, og den er fyldt med godteposer til alle de artige børn. Til forældrene er der kaffe og kage, og så er der ovenikøbet mulighed for at vinde en lodtrækningspræmie på indgangsbilletten.
Billetterne til juletræsfesten á kun kr. 20 pr. stk. kan købes hos Centrum Tapet og Farver på Torvet.
Tilføj kommentar