Julekoncert i Brande Kirke
I aften er det blevet tid til den traditionelle julekoncert i Brande Kirke.
Brande Kirkekor og Korskolen samt Brande Folkekor og Vokalensemblet medvirker under ledelse af Irma Andersen. Anne Grethe Christiansen sidder ved orglet og Arne Holst-Larsen kæder programmet sammen med tekstlæsninger.
På programmet står nyere advents- og julesalmer af Ole Ugilt Jensen, Hans Holm og Erling Lindgren, men også kendte julesalmer som ”I denne søde juletid” og ”Dejlig er den himmel blå”.
Brande Vokalensemble synger ”Skyerne gråne” i et arrangement af Klaus Brinch samt ”Mit hjerte altid vanker” i en norsk version af Tore W. Aas over en svensk folkemelodi. Brande kirkekor synger bl.a. ”En stjerne skinner i nat” af Tore W. Aas. Inden hele koncerten sluttes af med fællessalmen ”Dejlig er jorden”, synger Folkekoret Edward Elgars flotte sats til Hellig 3. Kongers dag ”Ecce sacerdos magnus”.
Efter koncerten inviterer Brande Menighedsråd alle, både de optrædende og tilhørerne på glögg og æbleskiver i sognegården.
Entréindtægterne går til menighedsrådets juleuddeling.
Tilføj kommentar