Jøderne skal beskyttes bedre

Af Tove Videbæk, byrådsmedlem Ikast-Brande, folketingskandidat i Vestjylland (C)
”Vi forbereder os på en masseindvandring af jøder fra Europa,” sagde Israels premierminister Netanyahu i nyhederne søndag d. 15. februar.
For et par uger siden blev et antal jøder, der var på indkøb i Paris dræbt, samme dag som karrikaturtegnere i Charlie Hebdo koldblodigt blev skudt. Terrorister ville ramme karrikaturtegnere. MEN – hvorfor skulle jøder dø i den forbindelse? Hvad havde de gjort?
Samme sag i København. Hvorfor skulle jøder dræbes i forbindelse med en konference om ytringsfrihed og Muhammed-tegninger? Hvad havde de gjort?
Samme spørgsmål stillede vi efter 2. verdenskrig, hvor 6 millioner jøder blev myrdet på forskellige bestialske måder. Og i mange andre situationer sidenhen har vi stillet samme spørgsmål.
De danske jøder er familier med forældre, børn, onkler, tanter og bedsteforældre mv. De tager sig af hinanden. De deltager på lige fod i det danske samfund og ligger på ingen måde samfundet til last.
For et par uger siden, besøgte min mand og jeg Det jødiske hus i Krystalgade til et arrangement i forbindelse med teaterforestillingen ”Indenfor Murene” i Folketeatret. Også denne aften stod to vagter og tjekkede alle, som ville ind. De var professionelle, venlige og grundige. De passede på deres jødiske venner, familie og gæster inde i huset. Og det måtte den ene af vagterne så betale for med sit liv lørdag d. 14. februar.
Efter 2. verdenskrig takkede jøderne Danmark for den indsats, danskere ydede ved at sejle 7.000 jøder til Sverige i store og små både. Til minde om dette har Israel opsat en dansk fiskerbåd ved Yad Vashem museet i Tel Aviv.
Hvor ville jeg ønske, at Danmark igen kom på jødernes læber, fordi vi gør en ekstra indsats for at passe på de jøder, som lever i iblandt os. Som er en del af os, og som vi gerne vil, bliver her. Kunne vi ikke lade dem mærke det lidt mere?
Kunne vi ikke på en eller anden måde – ikke blot med blomster ved et rækværk eller mindehøjtider - vise jøderne solidaritet i hverdagen? En solidaritet, som måske kunne hindre de danske jøder i at blive en del af den masseindvandring, som den israelske regering forventer fra Europa.
Kunne vi ikke i Danmark gøre lidt ekstra? Gå foran – og sige, at hvis I rammer jøderne, så rammer I alle andre danskere?
I avisen Die Welt, 16.02.2015, stod der på forsiden øverst: ”Alle Europäer sind Juden”. I flere aviser og på skilte rundt om i Europa stod der: ”Vi er alle danskere”. Det er sødt af dem, men det er jo ikke kernen i dette terror-angreb. Da Charlie Hebdos redaktion i Frankrig blev angrebet, reagerede hele verden ikke med at sige: ”Vi er alle franskmænd”, men de sagde: ”Vi er Charlie”. I Danmarks tilfælde, skulle vi så måske følge avisen Die Welt og sige: ”Alle europæere er jøder”? Eller: ”Vi er jøder”?
Hvad er dette angreb for os? En avisforside? Nye tal til statistikkerne? - De dræbte jøders eneste ”forbrydelse” var helt åbenbart, at de var jøder!
Religionsfrihed er ligesom ytringsfrihed en del af det danske DNA. Også jøderne er en del af det danske DNA. Jeg håber, at der snart kommer styr på sikkerheden for jøder i Danmark. Vi kan ikke være andet bekendt. De konservative m.fl. kæmper fortsat for det i Folketinget.
Tilføj kommentar