Iranske asylanter med bilen fuld af tyvekoster
OPDATERET: Torsdag formiddag antraf en politipatrulje en mand, der kom spadserende med en benzindunk på Midtjyske Motorvej mellem Herning og Brande. Nu er en motorvej jo i sagens natur ikke beregnet til fodgængere, så patruljen gav manden et lift tilbage til hans bil, som var kørt tør for benzin.
Her ventede der imidlertid de hjælpsomme politifolk en overraskelse: Udover to passagerer viste bilen sig at være smækfyldt med tyvekoster. Trøjer og jakker, hvor prismærkerne stadig sad i, 16 flasker whisky, 4 grydestege, 30 parfumer, som stadig var i folieindpakning og to Bosch laser-vaterpas var status, da regnestykket var gjort op.
Alle tre mænd på henholdsvis 21, 21 og 27 år, viste sig at være iranske asylansøgere indkvarteret på et asylcenter i Holstebro.
Politifolkene tog ikke mændenes forklaring om, at de havde købt varerne af en narkoman, der manglede penge, for 3000 kr., for gode varer, så derfor blev de tre mænd fredag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Herning, som valgte at varetægtsfængsle trioen frem til den 2. marts.
Tilføj kommentar