Indbrudsbølge ramte Brande
Politiet har modtaget anmeldelse af to indbrud og et indbrudsforsøg i Brande onsdag.
På Herningvej er en terrassedør i tidsrummet mellem kl. 8.50 – 12.30 blevet brudt op, og opgørelsen over det stjålne er omfattende: Værktøj, 2 Philips tv-apparater, en Denon-forstærker, 3 cykler af mærket Specialized, smykker, parfume og en docking-station til en gaming-computer. Desuden er nøglerne til huset, en bil og en havetraktor forsvundet ved samme lejlighed.
På en landejendom på Engebækvej har tyve været på besøg mellem kl. 8 og 16.20. Et gavlvindue er brudt op, hvorefter huset er blevet gennemrodet. Også her blev der stjålet elektronik: En iPad og to bærbare pc’er af mærket HP; om der blev stjålet andet afventer en endelig opgørelse.
Slutteligt blev der mellem kl. 14 og 16 forsøgt indbrud i en lejlighed i Jernbanegade, men her mislykkedes tyvens forehavende. Der er værktøjsmærker i dørkarmen, men både karm og lås modstod indbrudsforsøget.
Kommentarer
Det er noget tankevækkende ,
Det er noget tankevækkende , at efter nedlæggelsen af det lokale politi her i Brande , så har tyvene fået gang i sagerne med indbrud nærmest hver uge her i området. De må være stolte oppe hos politichefen i Holstebro.....
Tilføj kommentar