Ikast-Brande supplerer Midttrafiks høringsvar om togdrift

Ikast-Brande Kommune har indsendt nogle supplerende bemærkninger til det høringssvar, som Midttrafik har sendt til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vedrørende den statslige trafikplan for årene 2017-2032.

For så vidt angår strækningen Vejle-Struer, som passerer igennem Brande, bemærker Midttrafik i sit høringssvar blandt andet, at der allerede fra 2022 planlægges en øget betjening på strækningen med regionaltog med skift i Vejle. Der opretholdes fire daglige direkte forbindelser i hver retning.

Fra 2027 er der lagt op til fuld adskillelse mellem fjerntog og regionaltog. Dette skulle medføre øget punktlighed, men adskillelsen hænger efter Midttrafiks opfattelse også sammen med, at der fra 2027 er eltogsdrift mellem København og Aalborg, og at der i givet fald kan etableres direkte afgange, når Vejle-Struer elektrificeres.

Øget punktlighed vil også kræve øgede overgangstider i Vejle, hvis man samtidig skal undgå, at passagerer fra fjerntog henvises til en senere afgang med regionaltoget, hvor der kun er timedrift. I dag afgår tog mod Herning/Holstebro et minut efter ankomst Vejle. For at undgå det, man i fagsproget betegner som ”svigtende korrespondancer” – at et tog ankommer for sent til at passagererne kan nå at skifte til et andet – foreslås det, at der indføres halvtimedrift morgen og eftermiddag, hvilket også ville gøre strækningen langt mere pendlerrelevant for byerne på strækningen.

I en enkelt time om morgenen på hverdage er der halvtimedrift med ankomst Herning 7.28 og 7.58 og i Vejle 7.31 og 7.54, og Midttrafik går ud fra, at denne halvtimedrift som minimum opretholdes.

Minimumsbetjening

Udover at tilslutte sig Midttrafiks bemærkninger lægger Ikast-Brande Kommune i sit svar især vægt på, at der opretholdes samme betjening af stationerne, som der er i de eksisterende køreplaner med timedrift og halvtimedrift i morgentrafikken, og at der sikres passende overgangstid mellem regionaltog og fjerntog.

Kommunen betegner den nuværende betjening som ”minimumsbetjening” og påpeger, at der er konkrete planer for en ambitiøs udvikling af Brande.

For så vidt angår de øst-/vestgående togforbindelse mellem Herning og Århus via Silkeborg, Engesvang, Bording og Ikast, gør Ikast-Brande Kommune opmærksom på vigtigheden i at fastholde den nuværende betjening med halvtimedrift i Ikast og timedrift i Engesvang og Bording.

Ikast-Brande Kommune hilser etableringen af stationen ved Gødstrup velkommen, men savner svar på, hvordan etableringen af stationen vil påvirke betjeningen på strækningen. Ikast-Brande Kommune ser stadig gerne, at der genindføres halvtimesdrift i Engesvang og Bording, fremgår det af høringssvaret.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul