Ikast-Brande Gymnasium i top
På 30 ud af 48 midtjyske almene, handels- og tekniske gymnasier får eleverne bedre karakterer, end det kan forventes af dem. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, der har analyseret 201 gymnasieskolers evne til at løfte eleverne.
Eleverne på Det Kristne Gymnasium i Skjern kan se frem til et snit, der ligger 0,75 karakterpoint højere, end hvad der kan forventes af dem. På Ikast-Brande Gymnasium kan eleverne forvente af få et gennemsnit, der ligger 0,60 karakterpoint over det forventede. Region Midtjylland har fem tekniske gymnasier på den nationale top 10, fem almene gymnasier i top 10 og fem handelsgymnasier i top 10. Holstebro Gymnasium og HF ligger dog i den nationale bund placeret som det almene gymnasium, der løfter næstdårligst.
Det viser tal fra Dansk Erhverv, der har analyseret 201 almene, tekniske og handelsgymnasier for deres evne til at løfte elevernes faglige niveau, efter der er taget højde for den enkelte elevgruppes karakterer fra folkeskolen samt bl.a. forældrenes uddannelse og nuværende jobsituation.
Analysen viser store kvalitetsforskelle gymnasierne imellem og tegner et billede af, at de bedste gymnasier i provinsen. På top ti over de gymnasier, der løfter eleverne mest, ligger de ni i provinsen. Det samme gør sig gældende for handelsgymnasierne. De ti bedste tekniske gymnasier ligger alle uden for landets større byer.
- Vi har brug for en åben kultur, hvor de gymnasier, der kæmper med kvaliteten lærer fra de gymnasier, der løfter eleverne bedst, siger Mette Fjord Sørensen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
- I Danmark lever vi af vores hoveder. Man må alt andet lige forvente, at når vore unge tager en gymnasial uddannelse, at de som minimum lærer det, de har potentiale til at lære og at skolerne udfordrer eleverne til deres maksimale potentiale. Det andet er spild af talent.
Tilføj kommentar