Idrætsforeningens høringssvar vedr. dagtilbud og skole/SFO i Blåhøj

”Blåhøj Idrætsforening blev stiftet i 1936 og har det formål at samle ungdommen i Blåhøj og Omegn til gymnastik, idræt og boldspil.” Sådan står der i vedtægterne. 

På baggrund af dette har Blåhøj Idrætsforening igennem mange år været omstillingsparate og tilbudt sportsgrene som gymnastik, fodbold, håndbold, taekwondo, volleyball og zumba. Vi arbejder hele tiden for, at vi har en forening, der tilbyder det, medlemmerne efterspørger, og at tilbuddene rammer størstedelen af Blåhøj og omegns befolkning. Det betyder, at vi i løbet af et år laver flere arrangementer, f.eks. “hop og rul”, julemarked, aktivitetsdag, julebanko, Lalandia Cup, gymnastikopvisning. Derudover hjælper vi til ved Blåhøj traktortræk og sommerfest i Blåhøj. Vi har senest i foråret startet Blåhøj Motion, der er en del af projektet ”Bevæg dig for livet” og tilbyder hold med løbe- og gåture. Samtidig er der samarbejde med både Filskov og Sdr. Omme Idrætsforeninger for de idrætsgrene, som har et lavt medlemstal i alle tre byer. På den måde holder vi gang i Idrætsforeningerne og tilbuddene. 

Vi skriver dette høringssvar, fordi vi er bekymret for Blåhøj Idrætsforening fremtid. Vi så, dengang man tog 7. klasse væk fra Blåhøj skole, en nedgang i antallet af medlemmer i idrætsforeningen. Forståeligt nok ville de unge gerne gå til idræt med nye kammerater fra Brande. Det påvirkede medlemstallet hos os, og dermed tilbuddet som vores Idrætsforening kunne præstere. Vi frygter med de tre scenarier, byrådet har sendt i høring, at vi endnu engang skal se medlemstallet falde. Det vil være de medlemmer, som går til især gymnastik i vores forening. På sigt vil det uden tvivl også påvirke driften af Blåhøj hallen og cafeteria. Sagt på godt jysk vil det være træls, hvis alt dette skulle forsvinde fra vores lokalsamfund, og det vil heller ikke leve op til byrådets vision for 2018-2025 med punkterne “sund hele vejen” og “liv i hele kommunen”. 

I fremtiden kan vi komme i den situation, at vi skal overveje at nedlægge idrætsforeningen. Så vil alle de arrangementer, som idrætsforeningen laver, forsvinde. Det er arrangementer, som styrker sammenholdet og fællesskabet i Blåhøj. Men det er også arrangementer, som er med til at danne børn og unge til aktive borgere, der ser at frivillighed betaler sig. Lige præcis frivillighed er et aktiv i Blåhøj, og noget vi kan bryste os af. Men hvor skal de mange frivillige komme fra uden børn og unge i skolen, uden nye tilflyttere og uden arrangementer, der skaber sammenhold?

Vi må på det kraftigste påpege, at lukning af dele eller hele tilbuddet i Blåhøj vil påvirke lokalsamfundet som helhed og Idrætsforeningen i særdeleshed. 

 

Blåhøj Idrætsforenings bestyrelse

 

Jeanette Rosing

Kristine Guldbrand Kristensen

Annette Riber

Nikolaj Hviid

Vinni Riber

Søren Sandholm Ackermann

Mads Mathiasen

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul