Hvor meget vil vi finde os i?
Hvad skal der til, for at vi kommer ud af starthullerne og fortæller politikerne, at nok er nok?
Hvad skal der til, for at vi prioriterer tid fra vores travle hverdag til at møde op til politikernes dialogmøder?
Hvad skal der til, for at vi står sammen og laver en ordentlig demonstration?
Nu lukker tandplejen i Brande, ja jeg ved godt at de siger midlertidigt, men jeg har mine bange anelser. Hvor mange sparerunder når vi mon igennem, inden den nye skole står færdig? Kunne man forestille sig, at tilbageflytningen når at blive sparet væk inden?
Da det er vedtaget, at tandplejen lukker, så er vi mange forældre som snakker om, hvor galt det er; mange skriver på facebook at det er for dårligt, men skal det bare blive ved det?
Betyder det ikke mere for os? Tror vi at et “NOT like” eller en kommentar på facebook, er nok til, at politikerne tænker sig om en ekstra gang?
Når man spørger, om ikke vi burde gøre noget, synes alle, det er en god ide, men ingen af os har tid, når det kommer til stykket.
Jeg ville ønske, at vi Brande-borgere kunne stå sammen og få fortalt politikerne, at vi ikke føler os hørt, og at vi vil have Brande-politikerne til at arbejde sammen på tværs af partierne, for at vi kan beholde skoler, tandpleje, bibliotek, vandrehjem osv. osv.
Vibeke Thomsen
Skovbrynet 78
Tilføj kommentar