Hvor handler du ind til jul?

Susanne Sommerlund

Nethandlen oplever et boom, mens de fysiske butikker har det stadigt hårdere i takt med, at Corona-restriktionerne bliver flere. Men det er ikke uproblematisk, at en del af handlen flytter fra de fysiske butikker til netbutikkerne.

Af Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest

­­­­­­­­­

Efter pressemødet 7. december 2020 har 29 danske handelsbyer, heriblandt Herning City, Vores Ikast, Mors Handel og Vi er Viborg, skrevet et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen, erhvervsminister Simon Kollerup og direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, hvor de appellerer til, at de nu, mere end nogensinde før, bliver nødt til at bakke op om den danske detailhandel.

De henviser til, at december er én af branchens travleste måneder og, at julehandlen er den periode, som kunne være med til at indhente meget af den tabte omsætning fra den første Corona-bølge. ”Derfor er det yderst kritisk, når I som regering og sundhedsmyndighed bruger en uhensigtsmæssig retorik om at handle på nettet fremfor i de fysiske butikker”, skriver de

Som formand for HK Handel MidtVest vil jeg gerne advare mod at tro, at det er ganske uproblematisk, at en del af handlen flytter fra de fysiske butikker til netbutikkerne.

Vi ved af erfaring, at der er længere mellem virksomheder med overenskomster og ordnede forhold indenfor nethandlen, og arbejdsmiljøet bærer tit præg af stor travlhed.

Når du handler på nettet, er det heller ikke sikkert, at ordren går til en dansk virksomhed med ansatte her i landet. De netop frigivne feriepenge, der skulle give et boost til vores egen detailhandel, kan altså være medvirkende til, at udenlandske webshops vinder frem. Og de store udenlandske onlinebutikker bidrager ikke til finansieringen af sygehuse, plejehjem, skoler med mere i Danmark.

Alt i alt kan restriktionerne for detailhandlen betyde, at der ikke kun bliver længere mellem kunderne, men også mellem medarbejderne i butikkerne. Det er ekstra kritisk i en tid, hvor dansk økonomi er udfordret, og hvor mange danskere har mistet jobbet som følge af Corona-krisen.

Vi har de seneste år set flere og flere tomme lokaler i bybilledet. Hvis du ønsker butikker i dit lokalområde, er det vigtigt, at du også bruger dem i denne svære tid. Jeg har for at bakke op om detailhandlen i det midt- og vestjyske område tænkt mig at lægge min julehandel lokalt – hvor handler du ind til jul?

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul