Hvem ringer klokkerne for?

Denne klummes navn stammer fra London, hvor der i Hyde Park var et ”Speakers Corner”. Her kunne alle og enhver stille sig op på en trækasse og holde tale i håbet om, at nogle vil stoppe op og lytte. I 1978 besøgte jeg således dette sted, og en taler havde sat sig for at besvare det centrale spørgsmål: ”Vil de breve, som vi skriver i dag, blive læst, som antikkens breve bliver det?” Underforstået: Vil de have værdi for senere generationer? Taleren blev imidlertid konstant afbrudt af en fulderik, som gjorde at han måtte flytte sin kasse nogle meter og begynde forfra. Nu kan svaret på dette spørgsmål ret hurtigt overstås i 2017. Vi skriver slet ingen breve mere; det har den digitale udvikling og PostNord sørget for. Vi kan så stille spørgsmålet på en ny måde: Hvad er bevaringsværdigt i den linde strøm af mails, sms’er, snapchats og Facebookopdateringer? Nationalmuseet mener således, at vores tidsalder kan gå hen at blive ret tavs og anonym, de mange ord til trods, for intet bliver bevaret - og det ville da være ærgerligt, hvis der skulle falde nogle viise ord hen af vejen.
Noget som er blevet bevaret fra tidligere historiske epoker er Martin Luthers skrifter fra 1500-tallet. 2017 er således det år, hvor det er 500 år siden, at han slog dine 95 Teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det er blevet sagt om dem og ham, at han gav nye svar på gamle spørgsmål. Han stillede ikke nye spørgsmål. Derved er Luthers blivende væsentlighed og historiske begrænsning på én gang udtrykt. Luther forholdt sig til dette spørgsmål: Hvem er hovedperson i kirken? Og svarede: Det er ”det højhellige evangelium”, altså budskabet om Jesus Kristus. ”Kirkens sande skat”, som han kaldte ham. Det fik ham senere til at gøre gældende, at friheden ikke hentes i præstationer. ”Gode gerninger gør ingen god mand, men god mand gør gode gerninger”, som han sagde. Tilværelsen er altså grundlæggende i orden, fordi du har Gud i ryggen og ikke først skal kvalificere dig – overfor ham og andre. Således kan du bære og dele dit ofte ubærlige og uoverskuelige liv med andre, fordi det er Guds gratis og ubetingede kærlighed, som er det vigtigste at sige om dig.
I anledning af reformationen ringer kirkeklokkerne i Brande kirke ekstra længe d. 31.oktober om aftenen. De ringer for at gøre os bevidste om tro og frihed i Danmark.

Arne Holst-Larsen

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Arne Danielsen bannerannonce

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul