Humor, kærlighed - og format

Af Arne Mariager:
Det er et hårdt slag at miste en af sine forældre – eller dem
begge.
En af mine allerbedste venner mistede forleden sin gamle
mor. Min ven er 70, og moderen var 96 år. En klog, skøn,
munter kvinde, der bevarede sin ånds-friskhed til det sidste.
Men der var ikke flere kræfter tilbage.
Hun sagde til sin søn: Min kære søn: - Det kan da godt være,
at jeg kan blive indlagt på hospitalet. Så kan de fylde mig med
piller, give mig en stribe indsprøjtninger og nogle drops – og
så kan det være, de kan holde mig i live et par måneder mere.
Men det orker jeg ikke, sagde hun. - Jeg kan mærke, det er
ved at være forbi, og jeg vil dø hjemme hos mig selv.
Det kunne min ven godt se meningen i, og han lovede moderen,
at det skulle hun nok få lov til.
Den gamle dame blev svagere og svagere. Så skete der det, at
min ven faldt ned ad en trappe og sprængte den store lårmuskel.
Det er en alvorlig sag. Lægerne kan langt lettere sætte et
benbrud sammen – lægge gips – og få folk op at stå igen. Det
tager seks uger. Men muskler og scener er langt vanskeligere
at have med at gøre. Min ven blev opereret, fik en skinne på
benet, som han skulle holde i absolut ro. Først i seks uger –
derefter skulle han have en ny skinne på – den skal han bære i
yderligere otte uger- derefter venter en lang genoptræning.
Så en aften, mens han lå hjemme i sengen med puderne i
ryggen og benet i ro, ringede telefonen. Det var hans mor.
Hun ville lige høre, hvordan han havde det.
De snakkede sammen, hyggeligt og rart, som de havde gjort i
årevis. Så sagde moderen:
- Jeg har ikke langt igen, det ved jeg. Men det har været et
godt liv. Jeg er klar til at sige farvel. Så tav hun lidt. Min ven
syntes, han kunne høre, at hun smilede lidt.
- Så sagde hun:
-Men jeg ved jo godt, at med dit ben, kan du ikke komme til
min begravelse.
-Kære søn, det skal du ikke være ked af. Jeg kommer heller
ikke til din….
Det var det sidste, han hørte fra sin mor. Hun vågnede ikke
næste morgen.
Men tænk et farvel!
Det oser på en gang af humor, mod, kærlighed – og format.
Der bliver ind i mellem store huller tilbage, når de gamle går
bort.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul