HUK-TTI – en taekwondoklub som gør en kæmpe forskel!

Af Kirsten York Helms, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti.

Taekwondo er - ligesom mange andre sportsgrene - MEGET mere end bare en sport, hvor man får udfoldet sig fysisk i form af spark, slag og blokeringer, og hvor pulsen ryger helt i vejret, mener jeg. Denne påstand vil jeg vil uddybe i denne artikel. For hvad mener jeg egentligt, den koreanske kampsport kan?

Først lidt historik

Huk-tti blev stiftet i Brande i 1975 af Charles Maibom, og klubben har siden da – med stor succes - været ramme om taekwondotræning for et hav af børn og voksne på forskellige niveauer. Der tilbydes både grund-, teknik- og kampsportstræning for børn og voksne, og de seneste 20 år har klubben været med på eliteniveau – superflot. Flere af de tidligere dygtige taekwondo-kæmpere klarer sig godt og er blevet veluddannet, fortæller formand og Team VEB-cheftræner, Hans Pedersen. Og mon ikke den viljestyrke, den koreanske kampsport giver, har bidraget positivt hertil?

Mange har sikker fulgt med i Brande Bladet og andre medier og set alle de flotte resultater, som forskellige brande-taekwondo-kæmperne gennem en årrække har opnået. Resultater som ikke engang landsholdsudøvere har opnået. Her er nogle af de flotte resultater:

Kevin S. Nielsen - flere gange dansk mester, nordisk mester

Amir Khalegi - mange gange dansk mester

Sansuthan Param - mange gange dansk mester

Vipesan Param - flere gange dansk mester, nordisk mester og medalje til EM

Shaker Nazari - flere gange dansk mester, nordisk mester og vundet mange G-medaljer

Naeim Soltani - flere gange dansk mester, nordisk mester, og vundet mange G-medaljer

Og mange flere dygtige taekwondokæmpere fra Huk-tti har vundet et hav af medaljer. I alt har klubben fostret over 100 danske mesterskaber siden først i 1990.

Girl power på eliteniveau

De seneste flotte resultater, klubbens taekwondo-kæmpere har opnået, er med nogle superdygtige og seje piger i front. Det drejer sig om Natalie R. Lauridsen (dansk og nordisk mester, bronzemedalje U21 EM), Lisa Maria Sørensen (dansk mester, Luxembourg Open i juniorrækken som 14-årig og German Open – G-stævner) og Ina Dahl Diallo (Challenger Cup og Irland Open). Tilsammen har de vundet nogle rigtig flotte titler. At opnå så fine titler kræver en usædvanlig portion viljestyrke og træning mere end 12 timer ugentligt, og det er derfor vigtigt for både udvikling og motivation, at pigerne kan blive ved med at deltage i de forskellige kvalifikationsrunder og stævner fremover.

Mere end en sport

Vi politikere snakker ofte om Ikast-Brande kommunes DNA og de gode historier, og her vil jeg gerne fremhæve Brande Taekwondo Klub for at have været med til at skabe rigtig mange gode historier - samt via sportens ånd være med til også at give udfordrede børn et fast holdepunkt. Ligeledes mener jeg, at sporten har være med til at udvikle mere selvsikre og robuste børn og unge. Jeg kender selv til et par af mine tidligere elever i skolen, hvor taekwondo har gjort en stor forskel for deres liv.

For udover at taekwondo både giver en utrolig god fysisk form, som jeg tidligere har været inde på, spiller den mentale sundhed – som jeg mener sport giver - også en lige så vigtig rolle i vores hverdag. At en sportsklub kan udvikle mental styrke og sundhed er store ord. Dog jeg tror alligevel på, at taekwondoklubbens værdier som viljestyrke, kampgejst, respekt og det at bidrage til et fællesskab er noget som i høj grad kan bidrage hertil – og bidrage til et (lokal)samfund, som er mere sammenhængende og bæredygtigt. Værdier som man i Huk-tti lægger stor vægt på og lærer til hver træning - som en del af taekwondo-filosofien og derfor også kulturen i taekwondoklubben.

Denne form for positiv socialisering i sportsklubben sker bl.a. takket været de dygtige trænere og ikke mindst takket været klubbens efterhånden meget erfarne formand og Team VEB-cheftræner, Hans Pedersen. Hans har været formand for klubben siden 1992 og har været i klubben i mere end 25 år, og på trods af kommunens tilskud lægger han mange frivillige timer i denne sport - ca. 2500 timer pr. år og samlet i bestyrelsen er det 4000 timer pr. år.

Imponerende! Hans gør ligesom mange andre trænere i kommunen en kæmpe forskel for vores børn og unge.  Dog siger han selv:  ”Min indsats er ligegyldig, jeg gør det for mine elever, der ofrer alt for deres sport”.

Sport, glæde og gode fællesskaber

Jeg mener, at træningen og ikke mindst kulturen i Brande Taekwondo Klub er et godt bud på, hvorledes vi kan tilbyde børn og unge mennesker talentudvikling samt både fysisk og mental sundhed og robusthed. Men det allervigtigste er måske, at sporten udover flotte resultater på eliteniveau også giver gode udfordringer, glæde og gode fællesskaber.

Afslutningsvis vil jeg sige en stor tak til alle borgere, som på den ene eller anden måde bidrager til sports- og fritidslivet samt andre givende fællesskaber – det gør en kæmpe og uvurderlig forskel for vores alles livskvalitet, mener jeg. 

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul