Hidtil største havvindmølle fra Siemens Gamesa
Siemens Gamesa har netop præsenteret vindmøllevirksomhedens hidtil største havvindmølle, den nye SG 14-222 Direct Drive (gearløs).
Med en hidtil uset kapacitet på 14 MW – som kan nå op på 15 MW ved hjælp af selskabets Power Boost-funktion, en rotordiameter på 222 meter og 108 meter lange vinger har Siemens Gamesa taget endnu et teknologisk syvmileskridt.
- Vi er blevet større til det bedre, siger Siemens Gamesas tyske CEO, Markus Tacke, og fortsætter:
- Den nye SG 14-222 DD er et globalt produkt, som gør det muligt for os alle at tage gigantiske skridt i retning af at beskytte og bevare vores planet. Vi blev selv CO2-neutrale i slutningen af 2019 og er godt på vej til at opfylde vores langsigtede ambition om nul CO2-udledning i 2050.
- Offshore er i vores DNA, siger Andreas Nauen, administrerende direktør for Siemens Gamesa offshore-enhed i Brande.
- Lige siden vi var med til at grundlægge havvindindustrien i 1991 (dengang som Bonus Energy, red.), har vi været fast besluttet på at øge kapaciteten, minimere de teknologiske risici og nedbringe prisen pr. produceret enhed. SG 14-222 DD viser vores vilje til at vise vejen til en verden drevet af ren energi. Faktisk vil hver mølle spare verden tor ca. 1,4 millioner tons CO2-udledning sammenlignet med kulfyret elproduktion i løbet af dens forventede levetid på 25 år, tilføjer han.
Rotoren med en diameter på 222 meter anvender de nye Siemens Gamesa B108-vinger, der er støbt i ét stykke.
Møllens effekt er mere end 25 % højere end den hidtil største havvindmølle fra Siemens Gamesa, SG 11,0-200 DD.
Desuden har den nye offshore-gigant en relativt lav nacellevægt på 500 tons. Det gør det muligt for Siemens Gamesa at udnytte en optimeret tårn- og fundamentunderbygning sammenlignet med en tungere nacelle uden at gå på kompromis med sikkerheden. Derved reduceres omkostningerne pr. mølle, både til komponenterne og til transporten.
SG 14-222 DD er baseret på Siemens Gamesas mangeårige erfaring, der er opsamlet i løbet af fem produktgenerationer, siden platformen blev lanceret i 2011.
Indtil nu er over 1.000 Siemens Gamesa Direct Drive-havvindmøller blevet installeret på alle større havvindmarkeder globalt. Det drejer sig blandt andet om Storbritannien, Tyskland, Danmark, Holland, Belgien og Taiwan.
Desuden er der modtaget bekræftede ordrer på yderligere 1.000 Direct Drive-havvindmøller, som skal opstilles på såvel de ovennævnte markeder som nye offshoremarkeder, herunder USA og Frankrig.
Tilføj kommentar